Støtte til seks tværmedielle projekter

CROSS MEDIA. Et tegneserieunivers i mellemkrigstidens Shanghai, et magisk læringsprojekt om sprogets betydning og en sitcom om en villavej, der bliver invaderet af utilpassede aliens er blandt de seks projekter, som har modtaget støtte fra Det Danske Filminstituts støttepulje til tværmedielle projekter til børn.

Det Danske Filminstitut oprettede i efteråret en ekstraordinær støttepulje til udvikling af tværmedielle produktioner til de 7-12 årige. Nu er seks originale og nytænkende projekter, der vil modtage 100.000 kroner i udviklingsstøtte, fundet.

"Projekterne er vidt forskellige i både udtryk, design og i sammensætningen af de hold, der står bag," siger filmkonsulent for kort- og dokumentarfilm til børn og unge Dorte Høeg Brask, der sammen med spilredaktør Simon Løvind og digital redaktør på DR ULTRA Marie Louise Hjerrild Poder har udvalgt de seks projekter.

Fakta

Formålet med den tværmedielle udviklingsstøtte er at styrke udviklingen af nye og originale universer til de 7- 12 årige dvs. projekter, der har et tværmedielt potentiale, og som udnytter platforme, der afspejler målgruppens medieforbrug. Universerne skal være narrative i den forstand, at de skal have udgangspunkt i en fortælling eller et dramatisk forløb.

Støtten er tiltænkt at skabe mulighed for tværfagligt samarbejde mellem professionelle fra film, spil samt beslægtede brancher. Projekterne er udvalgt og modtager sparring i et samarbejde mellem Spilordningen og Konsulentordningen for kort- og dokumentarfilm til børn og unge.

På blot tre uger modtog Det Danske Filminstitut 28 ansøgninger, hvilket for Dorte Høeg Brask vidner om en stor interesse for at afprøve nye formater på tværs af platforme. Hun bakkes op af Simon Løvind.

"Projekterne viser, at branchen er klar, og at der allerede er fælles interesser og samarbejder på tværs – ikke mindst mellem film- og spilbranchen. Opbakningen til f.eks. Pixel Jam og det nye BookJam her i november har tegnet samme billede: Der er grøde og en stor nysgerrighed for at indtænke nye og andre medier i fortællingerne," siger Simon Løvind.  

First movers

Ifølge Dorte Høeg Brask er det oplagt at arbejde med tværmedielle projekter til børn, da børn er first movers, når det kommer til en medieadfærd på kryds og tværs af platforme. Hun oplever ofte et potentiale for at udvide universet i de projekter, hun modtager som filmkonsulent.  

"Det gælder om at være der, hvor børnene er. Og det er ikke længere kun tv. De spiller også spil og er på nettet. Derfor vil vi også gerne udvikle stærke, tværmedielle universer udover enkeltstående film."

Støttepuljen har desuden haft til formål at styrke samarbejdet mellem film- og spilbranchen.

"Vi har længe ønsket at undersøge mulighederne for at knytte film og spil tættere sammen og udfordre opfattelsen af, hvad film er. Støttepuljen har givet os mulighed for at engagere nye og innovative kræfter i branchen," siger Dorte Høeg Brask.

DE SEKS PROJEKTER

Dyretrænerskolen

DYRETRÆNERSKOLEN udspringer af en ide om at lære børn tricks til, hvordan de kan træne og håndtere deres kæledyr. Universet består af en tv-serie, der følger den professionelle dyretræner Dea Vallentin i at træne Hollywoods vilde dyr. Omkring tv-serien opbygges en online platform, der giver børn mulighed for at træne deres kæledyr igennem niveauer og gradueringer, oploade billeder af egne dyr og kommunikere med hinanden.

Dokumentarisk tv-serie og interaktiv online platform. Målgruppe 8-10 år.

Fucking Aliens

FUCKING ALIENS er et underholdende antihelte-univers om, hvad der sker, når en almindelig villavej bliver invaderet af tre uortodokse og utilpassede aliens. 10-årige Tim er nørd og får straks problemer med de nysgerrige aliens, som han må skjule for omverdenen. De forstyrrer, æder alt og laver ballade, og sammen med nabopigen Lily må han reparere og skaffe reservedele til deres rumskib, inden den gnavne genbo Hr. Kvartmose får færden af deres mission.

Sitcom tv-serie, app og et browser-spil til børn i aldersgruppen 7-12 år.

Jadekejseren vs. 5c

JADEKEJSEREN er et fiktivt martial-arts univers, som kombinerer kampsport og spil med webisodes. Historiens ramme handler om Karl, der går i 5C, og som ligner de fleste, men i virkeligheden er en slags ninja, der med sit helt særlig talent for kampsport og aikido kan bekæmpe lejrskolens onde leder Flemming aka Jadekejseren. Historien udspiller sig på lejrskolen, hvor det går op for Karl, at Flemming i al hemmelighed træner de ældre børn på skolen i at mobbe.

Browser-baseret online platform, der består af webisodes og en spil-del.  

Ordapoteket, Kurt og Karla og rodet i ordene

ORDAPOTEKET er et magisk læringsprojekt, der kredser om sprogets betydning, og hvad "ord" er for en størrelse. Universet er animeret fiktion baseret på dukker, der består af en fortælling om Kurt, der vil skrive et kærestebrev til Karla. Han er ordblind og bogstaverne falder forkert på papiret. Da han kommer til at kaste brevet væk, lander det i radiatoren og sætter sig fast. Herfra kortsluttes alting, en kæmpe eksplosion fylder rummet og en magisk underverden åbner sig, og vi følger Kurt og Karla dykke ned i sprogets maskinrum, hvor ordklasser og sære væsner viser sig. 

Fiktivt univers bestående af en animeret kortfilm og spil-idé til browser eller app.

Shanghai 1927

SHANGHAI 1927 er et interaktivt læringsværktøj og tegneserieunivers, der tager udgangspunkt i mellemkrigstidens moderne storby Shanghai. Historien følger den 16-årige kinesiske pige Xuepeng, der møder den lidt ældre Wu, som giver sig ud for at være digter. Hun forelsker sig og igennem ham konfronteres hun med gangstere, stenrige imperialister, fattige kinesere, opium, prostituerede, kommunister og jazzen i mellemkrigstidens rigeste og mest kulturelle by.

Universet er tilgængeligt i app-form og som browser. 

Victors VLOG

VICTORS VLOG er et fiktivt dagbogsunivers, der følger 11-årige Victor i hans hverdag. Victor bor med sin familie, går i skole og filmer sit eget liv. Han har lavet sin egen kanal, hvor han videoblogger om stort og småt - især om hans irriterende forældre, der synes, at han bruger for meget tid på computeren, og om hans håbløse søster, der prøver at pådutte ham hendes veganer vaner.

Fiktiv tv-serie og online univers med dertilhørende åben platform, hvor børn kan oploade egne dagbøger. Målgruppe 8-10 år.