Lær tysk og fransk i Cinemateket

CINEMATEKET. I marts og april kan gymnasieelever skifte klasseværelset ud med Cinemateket, når de skal lære tysk og fransk. Initiativet hedder "Med sprogklassen i Cinemateket" og kommer i første omgang mere end 2.000 elever til gode.

Et nyt initiativ, "Med sprogklassen i Cinemateket", giver gymnasieelever mulighed for at opleve sprog og kultur på det store lærred. Konceptet er et filmprogram med stærke og vedkommende tyske og franske film, udarbejdet i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark og Institut Français. Der er udvalgt to film pr. sprog, og der findes undervisningsmateriale til alle filmene. 

Programmet er udformet i dialog med sproglærere i gymnasiet, og mere end 2.000 elever får i foråret glæde af de skræddersyede filmvisninger. Der er nu lukket for tilmeldinger, men stadig få pladser tilbage til enkelte visninger. Ønsker man en særforestilling for en større gruppe, kan man kontakte Cinematekets eventkoordinator. Cinemateket planlægger desuden at gentage succesen til efteråret – med flere gymnasierelevante sprog.

"Vi fik en del henvendelser fra gymnasielærere med ønsker om filmvisninger på forskellige sprog.  Det er skønt, at vi kan imødekomme dette behov, som er gjort mulig via vores samarbejdspartnere i Goetheinstituttet og Institut Français. Film er jo et enestående medie til at formidle og skabe indlevelse i en kultur og et sprog," siger Jakob Buhl Vestergaard, vicedirektør i Cinemateket.

Læs mere om filmene og tilbuddet.