Et moderne fortællehus

CARTOON MOVIE. Copenhagen Bombay er et af de danske filmselskaber, der deltager på det store koproduktionsforum for animerede spillefilm, som bliver afholdt i Lyon den 6.-8. marts. Copenhagen Bombay vil skabe skæve universer, satse på nye talenter og insistere på at børn og unge har krav på kvalitetsfilm.

Da producer Sarita Christensen og instruktør Anders Morgenthaler i 2006 vinkede farvel til Zentropa for at starte deres eget, var missionen at etablere et selskab, der producerer kvalitetsfilm til børn og unge. Det var der efter deres opfattelse ikke rigtig nogen, der gjorde.

"Vi lever af at være et moderne fortællehus, der følger med tiden, men også har substans nok til ikke at lade sig diktere af den." – Sarita Christensen

"Der er ikke prestige i at producere børnefilm i Danmark," mener Sarita Christensen. "Men i virkeligheden er det jo super sjovt at fortælle til børn. Det er et anderledes ansvar, fordi børn ikke selv kan gå ud og producere sjove og underholdende film."

Døden bandlyst

På årets Berlinale lancerede Sarita Christensen konceptet Bombay Basic, som er et sæt spilleregler for live actionfilm til børn. Den regel, der har skabt mest debat i den danske filmbranche er en regel om, at Basic-filmene ikke må handle om døden. Ifølge produceren bunder dansk børnefilms problemer i, at de er for tunge og hårde at se.

"Jeg er ikke sikker på, at børn har godt af at se tunge, socialrealistiske film om rå realiteter. Børn i dag får så mange indtryk fra den virkelige verden, og det er umuligt at holde verdens alvor og kriser væk. Det betyder, at behovet for et frirum, er blevet større. Børn i dag trænger til at blive underholdt."

"Jeg ser ikke det samme problem med animationsfilmen og andre ikke-reale universer, fordi de netop udnytter magien. I animation kan og skal man alt."

"De største oplevelser, vi får i vores liv, får vi ofte som børn. Det er der, alle sluser er åbne, fantasien er fri, og de ting, vi ser og leger med, virkelig gør indtryk. Som voksne har vi et stort ansvar for at fastholde det nysgerrige barn, så samfundet får noget at leve af, når vi andre bliver gamle og trætte. Så for mig ligger der en større ideologi bag ambitionen om at producere gode børnefilm," siger Sarita Christensen, der i dag er eneejer af Copenhagen Bombay.

 

Originale universer

Copenhagen Bombay har indtil videre specialiseret sig i animationsfilm for børn og dokumentarfilm for unge.

Michael Noer, der er aktuel med sin anden spillefilm "Nordvest", startede sin karriere som banebrydende dokumentarist i Copenhagen Bombay. Det skete med den rå og ærlige "Vilde hjerter" om en knallertbande på drengerøvstur og den lige så direkte "Vesterbro" om et kærestepar i krise.

Christian Sønderby Jepsen brød sidste år igennem med dokumentaren "Testamentet", der gik tæt på den gældsatte og småalkoholiske Henrik, der bliver kastet ud i en shakespearsk familiefejde om en arv.

Karla von Bengton havde succes med "Tigre og tatoveringer", hvor pigen Maj og hendes tatovør-onkel flygter på en motorcykel fra en vred kunde, som Maj har tatoveret på ryggen.

Esben Toft Jacobsen brød igennem internationalt med "Den kæmpestore bjørn", hvis historie om drengen Jonathan, der må redde sin lillesøster fra en kæmpe bjørn, var udtaget til Berlinalen.

Og Jacob Leys finurlige tryllefamiliekrønike "Isblomstens hemmelighed" fik anmelderros og blev udtaget til en række festivaler. Nu er Ley ved at producere sin første spillefilm, "Get Santa".

"Der er tale om meget forskellige produktioner. Den røde tråd er, at hver film repræsenterer sit eget univers. Og at vi hver gang forsøger at præstere en skævhed og et look, som ikke er set før. Det er i hvert fald det, vi hører, når vi er ude: At vi har en original stil og vores egen måde at fortælle historierne," siger Sarita Christensen og fremhæver tre film, som har bidraget særligt til Copenhagen Bombays profil:

"'Den kæmpestore bjørn" har åbnet døren til det internationale marked. Det var helt afgørende, at vi producerede den film på det tidspunkt. 'Tigre og tatoveringer' har vist, at en lille skæv film på 45 minutter kan være en biografsucces og tjene sig selv hjem, hvis den bliver håndteret og distribueret rigtigt. 'Testamentet' var en film, der beviste, at kampe kan betale sig. Den endte med at vinde en Bodil og blive årets mest sete biografdokumentar."

Den-kstore-bjoern---450
Den kæmpestore bjørn.

Gode historier til tiden

Kernen i Copenhagen Bombay er at fokusere på den gode historie, give plads til talenter og bruge tid på at udvikle originale koncepter, der kan foldes ud på flere platforme.

"Vi lever af at være et moderne fortællehus, der følger med tiden, men også har substans nok til ikke at lade sig diktere af den. Her handler det om at stå fast. At arbejde med tingene, give historiefortællerne plads og kombinere det faglige håndværk med tidens krav – også i forhold til at skabe produkter, der passer ind i børn og unges tidsforbrug," siger Sarita Christensen med henvisning til, at selskabet blandt andet også producerer spil, online-universer og tv-serier.

Der er ingen tvivl om, at talenterne blomstrer hos Copenhagen Bombay. Men kan et selskab tjene penge på talent? Ja, siger Sarita Christensen, hvis man griber arbejdet med talenterne rigtigt an. Forudsætningen er, at producenten bruger tid og kræfter på at skabe en fælles forståelse med instruktøren for de økonomiske og praktiske rammer for produktionen.

"For at tjene penge på talentudvikling og kvalitet skal man ikke bare være effektiv, men også bedre, billigere og hurtigere," siger Sarita Christensen.

Hvordan bliver man det?

"Det er vores forretningshemmelighed."