Fra Cannes til Bangkok

CANNES. Med triumfen i Cannes har Nicolas Winding Refn slået sit navn fast i den internationale film-superliga, siger Lene Børglum, producer på Refn's næste projekt "Only God Forgives", der med DFI-finansiering starter forproduktion i august i Bangkok.

Nicolas Winding Refns internationale renommé som en af Europas fornyende auteur-profiler fik et kraftigt skub med søndagens Cannes-pris for bedste instruktør på Hollywood-filmen "Drive".

Lene Børglum er producer på Refn's kommende filmprojekt, den dansk-producerede "Only God Forgives", og hun ser Cannes-prisen som en flot kunstnerisk anerkendelse og håber, at det bliver adgangsbilletten til et større internationalt publikum.

Kristin Scott Thomas i Bangkok-thriller

"Prisen er helt sikkert et karriereboost for Refn," siger Lene Børglum. "Den er et vidnesbyrd om, at han nu hører hjemme i filmens superliga. Jeg håber selvfølgelig også, at prisen vil gøre det lettere at skaffe de sidste penge til 'Only God Forgives', så vi kan lukke finansieringen og starte forproduktionen til august i Bangkok som planlagt," siger produceren. 

"Only God Forgives", der har engelske Kristin Scott Thomas og Luke Evans på rollelisten, foregår i Thailand fordi, som Børglum siger, det er et sted hvor mange kriminelle fra Vesten lever i det skjulte.

"Det er et sted mellem himmel og helvede, og det passer godt til filmens ide. Den folder sig ud i en gangsterverden og kombinerer temaer fra 'Pusher'-filmene om straf og hævn med det spirituelle lag, som Refn søgte i 'Valhalla Rising'."

Et godt ry blandt skuespillere

Lene Børglum fortæller, at Refn fik buddet om at instruere "Drive", efter at Ryan Gosling havde set "Valhalla Rising" – den af Refns film, som sælger allerbedst i USA.

"Ryan Gosling synes, at den var så inspirerende, at han sagde ja til at spille med i 'Drive' på betingelse af, at Nicolas Winding Refn blev koblet på som instruktør. Jeg tror, at Refn har et godt ry internationalt blandt mange skuespillere, og at mange gerne vil arbejde med ham, fordi han har vist, at han er god til at få nye og ukendte sider frem hos skuespillerne. Det må være en udfordring for enhver."

Se video interview med Gosling

I et interview med IndieWires Anne Thompson taler Ryan Gosling om samarbejdet med Refn, om "Valhalla Rising" og om hvordan hele ideen faldt på plads i en bil.