Biografen hitter i skolen

BØRN. Elever og lærere er meget tilfredse med Med Skolen i Biografen, viser en ny undersøgelse gennemført af Det Danske Filminstitut.

Med omkring 250.000 solgte billetter hvert år giver Med Skolen i Biografen (MSIB) mange danske elever unikke biografoplevelser.

En brugerundersøgelse blandt mere end 1600 lærere viser en overordentlig stor tilfredshed med ordningen. De fremhæver blandt andet, at deltagelse i MSIB øger interessen for brug af film i undervisningen, at eleverne ser film, som de normalt aldrig ville få set, og at ordningen giver mange elever deres første biografoplevelse.

MSIB

Med Skolen i Biografen er et samarbejde mellem Det Danske Filminstitut, centre for undervisningsmidler, filmudlejere, biografer og kommuner i Danmark.

Ordningen har eksisteret siden 2000 og findes nu i mere end 75 % af landets kommuner.

Der er stor tilfredshed hos både elever og lærere med filmudvalget, der tilbyder andre film, end de normalt ser.

97 % af lærerne vurderer, at filmene er enten gode eller meget gode – og 94 % oplever, at deres elever vurderer dem lige så højt. Lærerne er især positive over at kunne vise eleverne film, som er smallere, dybere, mere seriøse og tankevækkende end de film, eleverne ser i deres fritid.

For mange elever er MSIB deres første besøg i biografen. 22 % af lærerne har oplevet dette. Det drejer sig især om tosprogede elever, elever i indskolingen og børn, hvis forældre ikke har råd.

Med Skolen i Biografen