Nordatlantiske Biodage

BRODERFOLK. Den 10. omgang Biodage på Nordatlantens Brygge præsenterer nye film fra Island, Færøerne og Grønland samt en række gæster, der drøfter filmene med publikum.

Torsdag den 3. februar åbner De Nordatlantiske Biodage med den islandske thriller "Reykjavik-Rotterdam", der skildrer en tidligere smugler, som presses ud på en sidste og uventet hæsblæsende smuglerrejse. Politikens Bo Tao Michaëlis introducerer filmen, som har manuskript af krimiforfatteren Arnaldur Indridason og filmens instruktør, Óskar Jónasson.

Den efterfølgende torsdag, den 10. februar, bliver grundtonen melankolsk og længselsfuld, når der bydes på en række poetiske og skæve skæbneberetninger. Seks færøske kortfilmperler kan opleves sammen med instruktørerne Marianna Mørkøre, Rannvá Káradóttir, Heiðrik á Heygum og Katrín Ottarsdóttir, der taler om deres værker.

Biodagene afsluttes den 17. februar med to dokumentarfilm. I "Future of Hope" undersøger den engelske instruktør Henry Bates samfundsudviklingen og især fremtidsudsigterne i det kriseramte Island. I "Echoes" opsøger instruktør Ivalo Frank fortidens spor i nutidens Østgrønland. Begge instruktører vil være til stede.

Bonusarrangement til filmglade børnefamilier

Lørdag den 12. februar kl. 15 tager Nordatlantens Brygge hul på vinterferien med en hjertevarm familiefilm fra Island. Filmen hedder "Ikingut" og skildrer en grønlandsk dreng, der i 1698 forvildes til en afsondret islandsk bygd. Bygdens overtroiske indbyggere antager ham imidlertid for at være en ond ånd, de skal bekæmpe, men som situationen spidser til, finder han heldigvis venskab og hjælp i en jævnaldrende islænding.

Læs mere om de Nordatlantiske Biodage på www.bryggen.dk/biodage  

Billetter på www.politikenbillet.dk/nordatlanten

Sted:
Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, København K

Tid:
"Reykjavik-Rotterdam", torsdag den 3. februar kl. 20
Færøske kortfilmperler, torsdag den 10. februar kl. 20
"Ikingut", lørdag den 12. februar kl. 15
"Future of Hope" og "Echoes", torsdag den 17. februar kl. 20

Biodagene er arrangeret med støtte fra Det Danske Filminstitut og Icelandic Film Centre.