Rige kvinders nedtur fænger hos publikum

BIOGRAF. Eva Mulvads "The Good Life" blev i efteråret vist i hovedkonkurrence på to af Europas største dokumentarfilmfestivaler, i København og i Amsterdam, men et dansk biografpublikum vil også se filmen.

Eva Mulvads dokumentarfilm "The Good Life" om to rige kvinders deroute trækker efter to uger i biografen fortsat publikum til. Især i København er filmen populær. Så meget at Grand Teatret nu udvider antallet af daglige visninger med en 19-forestilling.

Eva Mulvad har i tre år fulgt to kvinder, en mor på 83 og hendes datter på 56, der bor alene i en lille lejlighed i Portugal. Begge har været vant til et liv i luksus for arvede penge, men nu er det slut, og de har kun morens minimale pension at leve for.

Filmen åbnede den 2. februar årets DOXBIO-sæson, og er siden blevet vist i en biograf i hver af de fem byer Ålborg, Århus, Kolding, Odense og København.

Læs artiklen om Eva Mulvads film: Tankevækkende deroute (FILMupdate, 5. nov. 2010).