Gratis filmforedrag med kontroversiel Cannes-vinder

BESØG. Tirsdag den 12. juni kl. 17.00 inviterer Cinemateket til gratis master class med den filippinske instruktør Brillante Mendoza. Politikens anmelder Michael Bo introducerer, og undervejs vil Mendoza vise filmklip og tage imod spørgsmål fra salen.

Mendoza (f. 1960) vandt instruktørprisen i Cannes for den makabre kriminalfilm 'Kinatay' i 2009, og gidseldramaet 'Captive' med Isabelle Hubert var udvalgt til hovedkonkurrencen ved dette års Berlin-festival.

Filmklip fra et usminket Filippinerne

Instruktørens ni spillefilm beskriver skarpt og bramfrit mennesker og levevilkår i et usminket Filippinerne. Af samme grund er Mendoza blevet kaldt neorealismens genopfinder.

Tirsdag den 12. juni kl. 17.00 har du mulighed for at møde den prisvindende instruktør, når vi inviterer til en times gratis master class. Mendoza vil undervejs i foredraget vise kortfilm og uddrag fra sin forholdsvis korte filmkarriere, og publikum har efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål.

Politikens journalist og anmelder Michael Bo introducerer og leder slagets gang. Arrangementet er gratis, men man skal reservere billetter som normalt.

Meget mere Mendoza

Cinemateket blænder i august måned op for en serie på seks film af Brillante Mendoza. Allerede i juni kan tre af dem ses på Filippinsk Film Festival www.filippinskfilmfestival.dk, der har været med til at arrangere denne master class.

Tid: Tirsdag den 12. juni kl. 17.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412