Jacob Schulsinger og Nicolás Pereda fik fem dage til at finde på en ide til en film. En film der tilmed skulle filmes i Mexico, selv om mødet mellem instruktørerne fandt sted i København – under CPH:DOX's talentprogram DOX:LAB. De to sammenbragte filmmagere havde derfor ikke mulighed for på traditionel dokumentarisk vis at finde frem til en historie. I stedet blev det til en diskussion omkring krydsfeltet mellem fiktion og dokumentar – og så kom de op med ideen om at bruge castingbånd.
"Det er jo noget, man bruger i fiktion, men castingbånd er samtidig en form for dokumentar, det vil sige ikke-instrueret. Det er et ægte menneske, der prøver at spille en rolle. På sin vis både dokumentar og fiktion i ét," siger Jacob Schulsinger.
Nicolás Pereda så heri en parallel til den mexicanske stats fejring af 100-års-jubilæet for den mexicanske borgerkrig i 2010, en fejring som man brugte mange millioner på. For er historieskrivning ikke også en form for fiktion – konventioner om, hvordan man ser sig selv som folk? Hvilket fik de to instruktører til at overveje, om ikke det kunne være et spændende udgangspunkt for en film, hvis de nu organiserede en række castings, hvor almindelige mexicanere blev bedt om at vise deres fremstilling af revolutionen?
Heraf udsprang ideen til en film, der skulle undersøge, hvordan revolutionen lever i den mexicanske befolknings bevidsthed – formet netop i et spændingsfelt mellem fiktion og dokumentar.
Forskellige traditioner
Det gik dog hurtigt op for Schulsinger, at Pereda, som han kun havde kendt i de fem dage i København, kom fra en lidt anden filmtradition end ham selv.
"Det er her, DOX:LAB er ret fantastisk. Indtil jeg mødte Nicolás, har jeg mest mødt nordiske instruktører med fokus på plot og dramaturgi, mens man i Sydamerika har haft en bølge af såkaldt slow cinema, hvor der bare skal ske så lidt som muligt," siger Schulsinger.
En stil, der kræver mere af publikum, fordi man bliver presset til at involvere sig og selv søge mening. "Det kan føre til film, der er langt mere reflekterende, end vi er vant til," siger Schulsinger, der tilføjer, at nogen måske vil kalde stilen kedelig, slet og ret. "Begge dele kan være sandt," siger han.
Og den anderledes indgang til indhold er ikke det eneste, som Schulsinger har taget med sig. Han fandt også hos Pereda en indstilling i forhold til det at producere film, som han kunne lære af.
"Han er kun 30 år, men har allerede lavet fem spillefilm, flere lavet for under 5000 dollars. I Danmark har vi jo et fantastisk støttesystem, men det gør også, at vi bruger meget tid på at søge penge og udvikle – hvor der er en helt anden friskhed over den måde, Nicolás gør det på," siger Schulsinger.
Det gælder da også for "Killing Strangers", der alt inklusivt er lavet på under halvanden måned, og med sine 63 minutter kun har kostet 180.000 kr.
At nyde processen
For Jacob Schulsinger var det en udfordring at vænne sig til tanken om ikke at have fuld kontrol.
"Først tænkte jeg, at det her bliver et helvede. Men så, da jeg sad i flyveren, indså jeg, at det måske i virkeligheden handlede om præstationsangst, og at jeg bare måtte kaste mig ud i det. Nyde processen og være til stede i nuet. Man skal ikke altid tro, at man skal vide alt på forhånd," siger han.
Derfor er hans råd til fremtidige deltagere i DOX:LAB eller lignende projekter da også utvetydigt:
"Kast jer ud i det og se det som et eksperiment. Ideen er netop ikke at lave 'endnu' en af sine egne film, men en mulighed for at gøre ting, man aldrig ville gøre af egen kraft. En chance for at blive presset til at tage aktivt stilling til, hvem du selv er som instruktør," siger Schulsinger.
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM Berlin Issue, februar 2013.
Matar Extraños
Igennem en serie casting sessions, rekonstruktioner og improviserede scener beretter "Matar Extraños" historien om tre unge mænd, der forgæves forsøger at tilslutte sig den mexicanske revolution i 1910, men i stedet farer vild i ørkenen nord for Mexico. På deres rejse konfronteres de med hinandens frygt, urealistiske drømme og håb, og ikke mindst med den stereotypiske fremstilling af Mexicos revolutionære fortid i dag. Spillereglerne går op for én undersvejs i Nicolàs Pereda og Jacob Schulsingers konceptuelt stramme, men alligevel fabulerende film, der bevæger sig derud, hvor historie bliver til myte og myte til sandhed.