Turbulens
På bagsædet af sin mors røde Toyota Corolla sidder Joyce. Hun er 13 år og skal flyve alene til Berlin for at besøge sin far og hans nye kæreste. En rejse der kunne være glædelig, hvis det ikke var for Joyces mor. Animationsinstruktør Carina Randløvs afgangsprojekt, "Turbulens", er en historie om voksne, der tørrer deres uforløste følelsesliv af på deres børn. Og om børn, der derfor bliver til små voksne.
Hvordan vil du karakterisere din stil?
"Jeg kalder den fantastisk realisme, en blanding af realoptagelser og animation. Mine film har et meget nøgent udtryk, som passer til de historier, jeg gerne vil fortælle, nemlig tilstanden mellem mennesker. Jeg er meget optaget af tabubelagte emner mellem forældre og børn og alle de ting, en mor ikke må, men som alligevel hænder. Det bliver ofte til en form for kammerspil".
Hvad har din tid på Den Danske Filmskole betydet for dig?
"På Filmskolen har jeg haft tid til at finde hen til mit udtryk og lært at fortælle historier. Jeg arbejdede som billedkunstner, før jeg kom ind. Som billedkunstner skal dine værker ikke nødvendigvis komme fra A til B, men det skal de som filminstruktør. Så det er virkelig Filmskolens styrke, at der er tid til at dykke ned i historiefortællingen".
Hvordan ser dine ønsker og planer for fremtiden ud?
"Jeg har rigtig mange historier, jeg gerne vil ud med. I øjeblikket skriver jeg på et spillefilmsmanuskript, og så kunne jeg godt tænke mig at arbejde mere med skuespillere og fortælle og udvikle historien sammen med dem. De har en særlig forståelse af, hvordan man fortæller en historie".
"En drøm" af Malte Pedersson
En drøm
Malte Pederssons afgangsfilm, "En drøm", er en historie om et mareridt. En ung kvinde ønsker sig et barn, men hun mangler en mand at få det med. Hun møder mænd, der gør tilnærmelser, men hun synes ikke om nogen af dem, og hun er begyndt at føle sig ensom.
Hvad har din tid på Den Danske Filmskole betydet for dig?
"Det er svært at sætte ord på. Først og fremmest er jeg blevet 4½ år ældre, og det kommer nok til at tage 4½ år at fordøje, hvad jeg har oplevet. Men jeg vil sige, at det har været rigtig fedt at få lov til at kaste sig ud i en masse forskellige projekter. Vi har lavet computerspil og arbejdet med interaktivitet på flere planer. Min midtvejsfilm lavede jeg i 3D, mens min afgangsfilm er i 2D, fordi jeg syntes, emnet passede bedst til 2D. At arbejde med 2D er et tidskrævende arbejde, men det var fedt at prøve."
Hvordan ser dine ønsker og planer for fremtiden ud?
"I første omgang kunne jeg godt tænke mig at lave en live-action spillefilm med et så lille hold som muligt. Hvor det ikke er nødvendigt at råbe 'værsgo', hver gang man starter en ny optagelse, men hvor skuespillerne i høj grad selv kan få lov at styre det. Jeg synes, at begivenheden med at optage en film ofte overskygger selve filmen. I forhold til animation har jeg svært ved at forholde mig til de arbejdsvilkår, man møder. Jeg kan godt undre mig over, at man med mange animationsfilm vælger at outsource arbejdskraft til Kina, når der går så mange arbejdsdygtige animatorer rundt på dagpenge herhjemme. Men ønsket om at lave en rigtig 'familie-pixar-basker' er der selvfølgelig. Uanset vilkårene".
Hakoiki – Girl in a Box
Maremi Watababe er med hendes egne ord et lidt specielt tilfælde. Hun er født og opvokset i Japan, men tog for syv år siden turen vest på for at gå et år på den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Nu er hun uddannet animationsinstruktør med afgangsfilmen "Hakoili – Girl in a Box". Filmen handler om den unge pige Core, der bor sammen med sin robotfar på en sol. Med sin særlige evne skaber hun energi til universet, men da en komet flyver ind i solen, bliver hendes trivielle tilværelse pludselig afbrudt.
Hvordan vil du karakterisere din stil?
Når man befinder sig alene i et andet land, forstærkes tilknytningen til ens rødder, så det er klart, at den japanske tegnefilmstradition har stor indflydelse på mit arbejde. Men jeg vil samtidig gerne prøve at kombinere det med, hvad der foregår her i Danmark og Europa. Det japanske og det europæiske mødes i det kulturelle, tekniske og stilmæssige i mit arbejde.
Hvad har din tid på Den Danske Filmskole betydet for dig?
Filmskolen har været en del af min integrationsproces. Da jeg kom til Danmark, gik jeg selvfølgelig på sprogskole og har lært at tale dansk. På Filmskolen har jeg lært at udtrykke mig kunstnerisk og kreativt, lært at kommunikere med andre filmmennesker og samtidig fundet mit personlige udtryk.
Hvordan ser dine ønsker og planer for fremtiden ud?
Jeg vil gerne arbejde videre med 2D animation og sigte mod at åbne markedet for voksenanimation i Danmark. Japan har en lang tradition for tegnefilm til voksne, mens situationen er en helt anden i Danmark. Det vil jeg gerne være med til at ændre. Min afgangsfilm er lavet til et ældre publikum med elementer, hvor børn kan være med. Den stil vil jeg gerne fortsætte.
Natfødt
Troels Cederholms afgangsfilm "Natfødt" er et fantasy-drama for 6-12-årige. Den handler om de to forældreløse søskende Lulu og Jolan, som besidder den utrolige evne at være 'natfødte', såkaldte skyggegængere. Et folk, som kan teleportere sig gennem skyggerne. De lever i skjul, da de er jaget af en ond heks, der vil gøre alt for at frarøve dem deres kræfter for at fodre sine monsterbørn.
Hvad har du lært af din tid på Den Danske Filmskole?
På et menneskeligt plan har jeg lært at stole på mig selv og på mine egne idéer. Jeg har også lært at tilkendegive, hvor stor en hjælp det er at have andre med på vognen og lade dem byde ind med deres idéer. Filmskolen har gjort mig i stand til at strukturere en produktion og sortere i de idéer og tanker, der opstår. Og at dræbe nogle darlings undervejs.
Hvad er du specielt optaget af ved animation?
Lige nu er jeg optaget af at lave eventyr til børn, som min film forhåbentlig er et bevis på. Jeg har været mange andre steder inden og vil gerne bevæge mig nye steder hen. Jeg kan i det hele taget godt lide foranderlighed og er ikke bange for nye idéer og nye veje.
Hvordan ser dine ønsker og planer for fremtiden ud?
Jeg vil rigtig gerne lave en film eller en tv-serie, og så drømmer jeg om at lave noget større, som udnytter en af tidens store trends, transmedia. Jeg kan godt lide, at en film ikke bare er en film, og at et computerspil ikke bare er et computerspil, men at man kan blande alle medier.
FILMupdate har tidligere talt med de to øvrige afgangselever fra animationslinjen. Trine Laier har lavet et selvbiografisk, animeret dokumentarspil, "Yderst Hemmeligt", hvor man skal finde frem til, hvad hendes far arbejdede med for Efterretningstjenesten under Den Kolde Krig, mens Petter Madegård har kastet sig ud i en helt ny kunstart, han kalder for Cinema dell'Arte - en slags live animationsforestilling om "Prinsessen og frøen".