Kom til PIXELJAM den 27.-30. oktober

PIXELJAM 2010 er et unikt tre dages ideudviklingstræf for eksperter inden for udvikling af spil, film, tv og mobil.

På PIXEL JAM er målet både at udvikle en række originale crossmedia-koncepter med potentiale for kommerciel realisering og at skabe nye kontakter mellem film-, spil-, tv- og webbranchen gennem konkrete udviklingsopgaver.
 
PIXELJAM er med andre ord et tre dages intensivt 'hands on'-arbejde med kreative ideer - og ikke så meget snak - sammen med andre professionelle udviklere, manuskriptforfattere, instruktører m.m.

På workshoppens sidste dag bliver der mulighed for at pitche ideerne til et panel af producenter, distributører og andre interessenter med henblik på fremtidigt samarbejde.

Mød internationale crossmedia-eksperter

På PIXEL JAM får du også mulighed for at høre om, hvad der rører sig inden for internationale crossmedia-projekter, og få foredrag om de nyeste trends og forretningsmodeller inden for crossmedia på europæisk plan. Talerne på PIXEL JAM er:

  • Martin Ericsson, Senior Designer for svenske Company P, som bl.a. producerede 'Sanningen om Marika', et interaktivt drama, der vandt iEmmy. Senest har han været involveret i 'Dollplay', et interaktivt drama lavet for Fox Broadcasting Company i tilknytning til Joss Whedons (manden bag 'Buffy The Vampire Slayer') serie 'Dollhouse'.
  • Peter de Maegd, producer i et af Belgiens førende produktionsselskaber, Caviar Film. Han har bl.a. produceret den interaktive dokumentar 'Where is Gary?'. Martin Ericsson og Peter de Maegd arbejder pt. sammen om et nyt projekt, 'The Artist'.
  • Juliane Schulze, partner i Peacefulfish, Berlin. Hun har specialiseret sig i den europæiske indholdsindustri og vil fortælle om tendenser og forretningsmodeller for kreative crossmedia-projekter.

Tilmelding

Hvis du er interesseret i at deltage i PIXEL JAM, skal du sende en kort motivation for at deltage og et oplæg til en crossmedia-ide (enten i form af en konkret crossmedia-ide, et projekt du mener har crossmedia-potentiale, eller dine overvejelser om, hvilken type af crossmedia-projekter du kunne forestille dig at arbejde videre med). Send det sammen med dit CV til projektkoordinator Mathilde Rosendahl Philipsen på mathilderp@dfi.dk.

Der er tilmeldingsfrist til PIXEL JAM fredag den 24. september.

Læs mere om PIXEL JAM.

PIXEL JAM arrangeres af ComputerspilzonenNew Danish Screen og Producentforeningen, og er støttet af MEDIA Desk Danmark.