Michael Nyman fortæller om sine film og sin musik i Cinemateket

Michael Nyman er verdensberømt for sine mesterlige kompositioner til mindeværdige film som 'Gattaca', 'Man On Wire', og et utal af Peter Greenaways film. Mest kendt er han nok for musikken til Jane Campions 'The Piano'.

Men Nyman er meget mere end komponist - han er både filminstruktør, fotograf, skribent og musikvidenskabsmand. Nyman er en vaskeægte multikunstner, hvis mangefacetterede sider publikum kan opleve på nært hold når englænderen viser et udvalg af sine kortfilm i.f.m. filmfestivalen CPH PIX i morgen, lørdag den 30. april kl. 14.15.

Unikt filmudvalg

Fra togvogne til gadeplan, fra Milla Jovovich til en lang række anonyme ansigter, og fra Berlin til Mexico City. Alle disse billeder og indtryk er indfanget af Michael Nymans eget videokamera på hans mange rejser verden over. Ligesom hans prisvindende filmmusik er filmene repetitive bevægelser, der driver værket, ligesom de fængslende indfanger publikum.

Nyman har øje for den poetiske detalje i hverdagen, som når han iagttager to togvogne kærtegne hinanden eller sidestiller syngende dukker med pistolens stumme truende karakter. Størstedelen af kortfilmene er akkompagneret af Nymans egen musik, og der vil være rig mulighed for publikum til at stille komponisten og instruktøren spørgsmål om balancegangen mellem de to kunstformer, når han stiller op til Q&A efter filmvisningen. Filmene er særligt udvalgt af CPH PIX og Nyman i fælleskab.