Cinemateket november 2002



Pressemeddelelse - København den 4.
november
Vinteren
er så småt på vej, og hvad kan være bedre end at fordybe sig i
filmhistorien og fremmede kulturer? Cinemateket viser her i november de
bedste europæiske film gennem tiderne, en stor serie med den franske
mester Alain Resnais, kunstfilm og meget mere.
Cinedays -
europæiske filmklassikere
I dagene fra den 15. til den 24.
november lægger Cinemateket hus til det fælles-europæiske pionérprojekt
Cinedays. Det sker i samarbejde med biografer og filminstitutter over hele
Europa. Cinedays henvender sig til Europas unge og handler om de mange
filmklassikere, der er en del af vores europæiske filmarv. Serien løber
over ti dage og henvender sig primært til folkeskolens ældste klasser,
gymnasiet og HF, og der vises et udvalg af de bedste europæiske film fra
de sidste halvfjers år. Filmene ledsages af omtaler, artikler og
undervisningsmateriale, som findes på www.undervisning.dfi.dk. Men
også ældre cineaster er mere end velkomne, når vi slår dørerne op for ti
spændende dage, hvor der vil være mulighed for at se eller gense seksten
klassikere.
Serien byder blandt andet på
'Metropolis', 'Cykeltyven', 'Kniven i vandet', 'Blondinens kærlighed',
'Playtime', 'Kes', 'Organismens mysterier' og de danske bud 'Zappa' og
'Johnny Larsen'.
Karl
Stegger - dansk films jævne mand
Karl Stegger gjorde almindelighed
til kunst. Det bevidner de mere end 150 danske film, han nåede at medvirke
i. Han var absolut én af de mest produktive danske filmskuespillere og var
elsket af det danske folk. I anledningen af forfatteren Peer Kaaes
Stegger-biografi - "Kæmpen Karl" - viser Cinemateket otte film med den
folkekære skuespiller. Oplev blandt andet den mesterlige 'Man sku' være
noget ved musikken', 'Præsten i Vejlby' - der blev Steggers første
hovedrolle - 'Den forsvundne fuldmægtige' og 'Far til fire på
landet'.
Alain
Resnais - en fransk gåde uden løsning
Den moderne films inkarnerede
æstetiker, Alain Resnais, fylder 80 i år. Det fejrer vi i Cinemateket med
en så godt som komplet retrospektiv serie, der blandt andet inkluderer
størstedelen af hans tidlige dokumentarfilm. Film, der for en stor dels
vedkommende, ikke tidligere har været vist i Danmark. En unik mulighed for
at se eller gense sytten film fra den moderne films hovedværker. I serien
indgår blandt andet 'Hiroshima, min elskede', 'Sidste år i Marienbad',
'The War is over', 'Loin du Vietnam', 'Providence' og 'Smoking / No
smoking del 1 & 2'
CinemaScope - film i det brede
format
Efter Anden Verdenskrig faldt billetsalget i de amerikanske biografer
med 50 %. Hollywood var i krise, og omkring 5000 biografer måtte lukke.
Samtidig dukkede der et nyt medie op - fjernsynet. Hollywood overså
fjernsynets distributionsmuligheder. I stedet satte man mange forskellige
"redningsaktioner" i gang - 3D-filmen, Cinerama og CinemaScope der - efter
filmselskabet 20th Century Fox i 1953 præsenterede den første film i
CinemaScope - blev den største succes. CinemaScope billedet - der filmes
på almindelig 35 mm film - er, når det bliver vist, ca. 2 1/2 gange så
bredt, som det er højt. Det mindsker i høj grad "kukkasse-virkningen", som
den kendes fra det traditionelle teater. Faktisk er billedudsnittet tæt på
det menneskelige øjes, og det bevirker, at vi som publikum i højere grad
bliver draget ind i billedet.
Cinemateket viser i november elleve film, der giver et indblik i
CinemaScopes første ti år. Serien byder blandt andet på 'Tre piger søger
en millionær', 'A Star is Born', ' Fremmed i byen', 'De kom løbende' og
den danske film 'Sorte Shara'.
Film
mellem to kulturer
Mange af nutidens europæiske
filminstruktører lever og arbejder mellem to kulturer. De film, der er
udsprunget af denne dobbeltidentitet, har beriget europæisk film med nye
emner og æstetiske indfaldsvinkler. Cinemateket viser i samarbejde med
British Council fjorten film fra hele Europa, der på forskellig vis viser
"det nye Europa", hvor flere kulturer mødes. Serien indgår som en del af
den store kulturfestival ORIENTation UK.dk og viser blandt andet film som
'Wild West', 'Brothers in trouble', 'Bedre end Beckham', 'Det Nya landet',
'Like a magnet' og 'Roadblocks'.
Documenta
Den internationale
kunstudstilling Documenta afholdes hvert 5. år og er i prestigemæssig
forstand kunstverdenens svar på Cannes Film Festival. I år afholdtes
udstillingen for 11. gang, og de samlede temaer for udstillingen var -
meget overordnet formuleret - den postkoloniale verdensorden i den tredje
verden, globaliseringens konsekvenser og kunstens forhold til disse
processer. En stor del af udstillingen bestod af film - og videoværker, og
det er et udvalg af disse, som vi er stolte af at kunne præsentere i
Cinemateket her i november. Et udvalg af filmene er nye, mens andre for
længst har skrevet sig ind i kunst- og filmhistorien. Serien starter den
10. november og byder på udfordrende og spændende
fordybelse.
Die Manns
- Tysklands mest berømte forfatterfamilie
Den tyske tv-kanal - NDR - har
længe været Tysklands bedste tv-kanal. Igen og igen har afdelingen for
tv-film - der har hovedsæde i Hamborg - inspireret og støttet innovative
produktioner og derved opnået international anerkendelse. Den 22. og 23.
november vil redaktør, forfatter og instruktør Horst Königstein og Doris
Heinze fra NDR være i København og præsentere udvalgte produktioner.
Fredag den 22. november vises tv-filmen 'Die Manns' ved en
"maraton-forevisning", og dagen efter afholdes et seminar, hvor de tyske
gæster kommenterer deres konception. Som rammen omkring dette seminar
viser Cinemateket en række Mann-filmatiseringer.
Særarrangementer og Friday Late Night
Det engelske band Coldplay er
netop nu aktuelle med albumet 'A Rush of Blood to the Head' og med en
forestående koncert i Valby Hallen den 21. november. Cinemateket viser
ugen efter - den 29. november - et formidabelt uddrag af en
koncertoptagelse fra Glastonbury optaget i sommer samt andre goodies i
forbindelse med Friday Late Night. Efter forevisningen vil der som
sædvanlig være bar og dj. www.dfi.dk/sitemod/moduler/cinemateket/nochild.asp?pid=70&id=313
Husk endvidere: