Cinemateket maj 2001



Pressemeddelelse København den 11. april
2001
CINEMATEKET MAJ 2001
Mens vi
venter på solen og dens varme, tager Cinemateket publikum til det vilde
vesten med Sergio Leone, og en tur til Cuba og Sydeuropa. Hvis man derimod
foretrækker andre himmelstrøg, så tilbyder vi en serie med Otto Preminger
og anden del af 'blacklisted' film.
Sergio
Leone
Der er ingen tvivl om,
at den italienske instruktør Sergio Leone er lig med begrebet
spaghetti-westerns. Hans langsomme dramaturgi, nærbilleder af en flue på
et bord eller en svedperle på vej ned ad kinden, hans musiske interesse og
et klichefyldt billede af Amerika prægede hans film, og gjorde ham til en
ener inden for sin genre.
Leone debuterede som
instruktør i 1959 efter en årerække som assistent. Siden blev det til en
række, film der siden er gået hen og blevet klassikere. Hans store
gennembrud - 'En nævefuld dollars' - 'The Good, The Bad and The Ugly',
'Once Upon A Time In The west' og hans sidste film 'Once Upon A Time In
America', er alle fast repertoire på alverdens Cinemateker.
Cinemateket viser alle Leones film
samt filmene 'Cykeltyven' hvor Leone medvirker og 'My Name is Nobody', hvor Leone instruerede
åbningssekvensen og var medproducent. Mange af Leones film blev i USA klippet
ned til den halve spilletidslængde, men vi viser naturligvis alle filmene
i deres fulde længde.
Lørdag den 26. maj viser
vi 'The Good, The Bad and The Ugly' og 'Once Upon A Time In The West' i
forlængelse af hinanden og i pausen serveres der mad og drikkevarer.
Billetter til dette arrangement skal bestilles og afhentes senest den 19.
maj.
Blacklisted 2
Netop nu viser vi
en serie af film lavet af blacklistede personer. Til maj fortsætter vi
serien. Serien blev oprindeligt vist på sidste års Viennale og var
sammensat af filmhistorikerne og dokumentaristerne Noël Burch og Thom
Andersen. Vi har tilføjet en del titler til denne serie, og det er disse
titler, man kan opleve til maj.
Lørdag den 26. og torsdag den 31. maj viser vi Burch's og
Andersen's dokumentarfilm 'Red Hollywood' der fokuserer på blacklistede
manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere. Filmen viser mange
sjældne filmklip fra 1930'erne til 1950'erne. Vi gør opmærksom på, at
særkataloget der er udgivet i forbindelse med denne serie fortsat kan
købes i Cinematekets boghandel.
Otto
Preminger
Han er blevet kaldt alt lige fra "Hollywoods mest hadede
mand" til "geni". Otto Preminger - der døde for 15 år siden - hørte til
kredsen af jødisk-østrigske kunstnere, som flygtede til USA inden 2.
Verdenskrig, og var nære venner med Max Reinhardt, Fritz Lang og Billy
Wilder.
Premingers film var yderst kontroversielle, fordi de
kritiserede det offentlige system, hvilket måske var én af grundene til,
at han blev blacklisted i Hollywood.Udover at være kontroversiel var
hans evne til personinstruktion uovertruffen. Rygterne siger, at han fik
flere af datidens stjerner til at bryde sammen på stribe, men han havde en
evne til at opdage nye stjerner og få et helt speciel udtryk frem i
dem.
Cinemateket viser hele 16 film af Preminger. Deriblandt
film noir-mesterværket 'Laura', 'Daisy Kenyon' med Joan Crawford, 'Blindt
begær', 'Manden med den gyldne arm' - den første film der behandlede
heroin-misbrug - og 'Et mords analyse' med James Stewart og en debuterende
George C. Scott.
I forbindelse med denne serie viser vi også
dokumentarfilmen 'Otto Preminger: Anatomy of a filmmaker' - en
fascinerende film om Premingers livsrejse fra ung teatermand i Wien til
skandaleomblæst instruktør i USA.
Cubansk
film
Produktionen af cubanske film har de senere år været
minimal og de fleste film laves i co-produktion med lande som Frankrig,
Tyskland, Spanien og Mexico.Co-produktioner er selvfølgelig en global
realitet for de fleste filmproducenter i dag, men for Cuba er det også et
udtryk for en reel økonomisk afhængighed, hvor landet siden Sovjetunionens
fald og USA's handelsembargo befinder sig i en erklæret "periodo
especial". En situation som for filmens vedkommende ydermere betyder, at
der dårligt nok er råd til at bevare den filmskat, som er produceret siden
revolutionsåret 1959: en produktion som gør de cubanske film til én af
verdens mest interessante nationale filmsamlinger.
Cinemateket har længe ønsket at vise en stor retrospektiv
serie af cubanske film, og til maj viser vi i samarbejde med SPOR - 21
kort- og spillefilm fra Cuba - fra 1960'erne til i dag. I samme
forbindelse får vi besøg af instruktørerne Octavio Cortázar og Fernando
Pérez, hvis film 'For the First Time' og 'Livet er en fløjte' vises i
programmet.
Sydeuropa
møder Norden
Sydeuropa er sol og sommer, vin og skønne måltider i det
fri. Men det er også cinematografiske mesterstykker, som er signeret af
store spillefilmsinstruktører, der har indtaget deres plads i
filmhistorien. Bare tænk på Visconti, Buñuel, Bertolucci, Saura og
Almodovar.
Men Sydeuropa er også dokumentarfilm, som strutter af
talent og nye friske historier fortalt med passion, temperament og
engagement. Filminstruktører fra Portugal, Spanien, Italien og Grækenland
er i de seneste år trådt i karakter og optræder nu internationalt på luge
fod med deres kollegaer nord for Alperne. Selvom produktionsforholdene
mildest talt er langt fra så finansielt sunde, som vi kender dem i f.eks.
Danmark.
På denne minifestival med sydeuropæiske dokumentarfilm er
der mulighed for at stifte bekendtskab med film, som aldrig før har været
i Cinematekets program.
Festivalen løber fra onsdag den 16. til og med lørdag den
19. maj, hvor hver enkel aften repræsenterer et land. Til hver
forestilling vil instruktøren af den pågældende film være til stede for at
besvare spørgsmål fra publikum.
Jeanne
D'Arc i Tivoli
Sidste sommer arrangerede Cinemateket i samarbejde med
Tivoli en forevisning af Dreyer's 'Jeanne D'Arcs lidelse og død' ledsaget
af original musik for symfoniorkester. Arrangementet blev en kæmpe succes,
og vi er derfor glade for, at kunne give de folk, der gik forgæves en
chance for at opleve dette mesterværk ledsaget af musik.
Arrangementet
foregår i Tivolis koncertsal torsdag den 31. maj
kl.19:30. Arrangementet koster 75 kr. og giver fri adgang til Tivoli. Billetter kan
købes via BilletNet eller Tivolis Billetsalg.
Ønskefilm
Blandt maj måneds ønskefilm finder man : 'L.A. Confidential', 'Spis
drik mand kvinde', 'The Big Blue', 'Den blodige weekend', 'Midnat i det
gode og ondes have', 'Quiz Show', 'Candy', 'Klute' og
'Psycho'.
Vel mødt
til en hed maj måned i Cinemateket.
Programmet
er på gaden den 25. april og kan fås i Cinemateket, på biblioteket, på
byens caféer eller kan ses her på siden.