For medlemmer - forpremiere på Woody Allens nye film 'Cassandra's Dream'


Claus Christensen, redaktør af filmmagasinet EKKO, introducerer onsdag den 2. januar kl. 19.15 Woody Allens nye film 'Cassandra's Dream' i Bio Carl og fortæller om instruktøren, som for længst er blevet en institution i amerikansk film.
Woody Allen er en af filmhistoriens allerbedste fortællere. Han har stået bag klassikere som 'Mig og Annie', 'Manhattan' og 'Hannah og hendes søstre'. Vi har grædt og grint med og ad hans persongalleri - ikke mindst ham selv - gennem snart 40 år, og vi har lært en ting eller tre om livet af hans krøllede beretninger om kærlighed og skæbne.
Allens nye film er endnu en dyster historie om begær, forbrydelse og identitet i tråd med hans seneste produktioner, heriblandt hans meget roste psykologiske thriller 'Match Point' fra 2005.
Her kan du læse mere om 'Cassandra's Dream'
Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412.