Cinemateket november 2003


Københavns
nye filmfestival - CPH:DOX - løber af stablen for første gang. Naturligvis
også i Cinemateket. Desuden kan man opleve flere perler fra Fellini, film
fra Østeuropa og en stor retrospektiv serie med Jack
Nicholson.
CPH:DOX
Den 7. november starter
Københavns nye internationale filmfestival der udelukkende sætter fokus på
dokumentarfilmen. I løbet af ti dage præsenteres 80 nye film og en lang
række højaktuelle debatarrangementer.
cph:dox arrangeres i samarbejde
mellem NatFilm Festivalen, Cinemateket og European Documentary Network.
Festivalen er i lighed med NatFilm Festivalen bygget op omkring en række
tematiske serier. De spænder vidt: fra den politiske analyse over det
skæve musikeksperiment til det personlige essay.
Ligesom en lang række film
foregår alle debatarrangementerne i Cinemateket. Og vi kan godt love, at
det ikke bliver kedeligt! Som arrangørerne af festivalen siger:
"Dokumentarfilm skal ses i biografen. Så drop virkeligheden for en stund
og mød den i mørket". Festivalens samlede program kan ses på www.cphdox.dk
Fellini 2
- sidste del af den store retrospektive serie
Netop nu kan man opleve en lang
række at mesterinstruktøren Federico Fellinis film i Cinemateket. I
november fortsætter den store retrospektive serie. Se eller gense
klassikere som 'Dagdriverne', 'La Strada', 'Fellini Satyricon', 'Roma',
'Fellinis Casanova' og 'Intervista'. Udover Fellinis egne film, kan man
opleve instruktøren Damien Pettigrews dokumentarfilm: 'Fellini: I'm a Born
Liar', der bygger på en lang række interviews med Fellini få år før han
døde i 1993.
Øst for
Vesten - nye film fra Østeuropa
EU er udvidet mod øst, og alle
taler om Europa. Alligevel er den kulturelle dialog mellem Øst- og
Vesteuropa næsten ikke-eksisterende. Og hvem ved, hvordan hverdagslivet
former sig for almindelige mennesker i f.eks. Rumænien, Bulgarien eller
Ukraine? Cinemateket forsøger at udvide forestillingerne om Europa ved at
vise elleve nye film fra såvel kendte som mindre kendte filmlande i Øst-
og Mellemeuropa.
Filmskolefilm fra Østeuropa
Denne enestående serie
præsenterer en række nye og ældre film fra de tre berømte østeuropæiske
filmskoler: VGIK i Moskva, FAMU i Prag, og PWSFTviT i Lódz, Polen. Et
program med film af såvel unge talenter, som af de store østeuropæiske
instruktører Wajda, Kieslowski, Polanski, Milos Forman, Tarkovskij og
Kusturica. Så gå ikke glip af denne enestående chance for at få et indblik
i, hvad der netop nu sker på filmfronten i Østeuropa, og hvad der ligger
til grund for de nye østeuropæiske instruktørers
inspiration.
Jack
Nicholson - fra 'Easy Rider' til 'About Schmidt'
Med tre Oscar-statuetter og en
stribe af kraftfulde præstationer er Jack Nicholson, med det kendetegnende
haj-grin og en nærmest brutal karisma, en af filmhistoriens allerstørste
mandlige stjerner. Han inkarnerer den trodsige antihelt, der er i
bestandig kamp med samfundets regler og ikke mindst med - og om -
kvinderne. Jack Nicholson er aldrig kedelig. Han kan overspille og hans
valg af roller kan diskuteres, men han er aldrig kedelig at se på og
følge.
Cinemateket hylder én af
filmhistoriens største skuespillere med at vise ikke færre end 18 film med
Jack Nicholson. Fra 'Easy Rider' til 'About Schmidt'.
Friday
Late Night
I slutningen af november
foreligger Rage Against The Machine's afskedskoncert endelig på film.
Fredag den 28. november viser Cinemateket denne energifyldte koncert på
det store lærred. Så gå ikke glip af denne koncertoptagelse, der stadig -
tre år efter optagelsen - viser at Rage Against The Machine var
banebrydende og unikke inden for deres genre. Efter forevisningen vil der
være bar og dj.
Cinematekets novemberprogram er på gaden fredag den 24.
oktober og fås gratis i Cinemateket, på bibliotekerne samt diverse
uddannelsesinstitutioner og caféer. Programmet kan også ses på siden - www.cinemateket.dk