"Stripteaser" - udstilling i Cinemateket


14.4.2005
Med udstillingen
"Stripteaser" vil Cinematekets underetage i dagene fra torsdag d. 14. til
søndag d. 17. april være iscenesat som et filmisk landskab. Et landskab,
hvor lys, filmklip, lyde og scenografiske elementer fører de besøgende
rundt i en anderledes filmverden - langt fra den normale
biografoplevelse.
Fernisering i
aften
Alle interesserede
inviteres til åbningen af "Stripteaser" i aften kl. 19:00, hvor
udstillingens forskellige filmprojekter kan opleves på det store lærred,
og kunstnerne bag fortæller om værkerne.
"Stripteaser"
præsenterer brudstykker af forskellige tværfaglige filmiske projekter
produceret under Workshopscenen i løbet af 2004. Få bl.a. en forsmag på
musicalen 'Me - The Musical' - en selvbiografisk undersøgelse af den
25-årige instruktør Morten Boesdal Halvorsens liv; den eksperimenterende
musikvideo 'Busses' - en fortælling om, at det aldrig er for sent at bryde
konventionerne eller oplev projektet '4 fotoscenografier' - en
undersøgelse af, hvordan billeder kan fortælle uden brug af tale eller
musik.
"Stripteaser" er
resultatet af et samarbejde mellem forskellige kreative studerende fra Den
Danske Filmskole, Danmarks Designskole, Rytmisk Musikkonservatorium,
Kunstakademiets Arkitektskole, Statens Teaterskole og Skolen for Moderne
Dans. Projekterne belyser fra forskellige vinkler styrken og potentialet i
det tværfaglige samarbejde. Filmene, som "Stripteaser" tager afsæt i, kan
under udstillingen opleves i deres fulde længde i Videoteket.
Workshopscenen, der er
initiativtager til udstillingen, er et forum, hvor studerende kan afsøge
og eksperimentere med kunstneriske udtryk, og selve udstillingen har
karakter af samme form for eksperiment.
Der er fri entré.
Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 33
74 34 12.