Cinemateket marts 2005


28.2.2005

Pressemeddelelse - København den 23. februar
2005

Cinemateket
byder på en stor serie filmfortællinger fra forstaden indeholdende både
amerikanske og europæiske klassikere og nyklassikere. Desuden otte nye
prisbelønnede film fra Australien, 15 uforglemmelige værker af den
amerikanske guldalderinstruktør George Cukor, en række særarrangementer og
meget mere.

SERIER

SUBURBIA - FILM
FRA FORSTADEN
Parcelhuskvarterer,
parkeringskældre, indkøbscentre, socialt boligbyggeri. Forstaden er
det mest markante fænomen i moderne byplanlægning - og det mest udskældte.
Med 16 europæiske og amerikanske film fra 60'erne og frem til i dag sætter
Cinemateket fokus på forstaden som sted og sindstilstand. Vi går bag "the
suburbian dream" og viser en række værker, der på tankevækkende vis har
fremstillet angsten for det fremmede, tomheden i forbrugskulturen,
ensomheden i det påståede fællesskab. Filmen som dystopi, som kritik og
som social satire. Fra Godards 'Jeg ved 2-3 ting om hende' over Lynchs
'Blue Velvet' til Solondz' 'Welcome To the Dollhouse'
Serien (16 titler) vises
hele marts.

MADE IN
AUSTRALIA - NYE FILM FRA DOWN UNDER
Raffinerede thrillers,
fornemme socialrealistiske film og en bush-western af høj klasse er bare
nogle af de genrer, der indgår i Cinematekets program af ny prisvindende
australsk film. Programmet er arrangeret i samarbejde med Australian Film
Commission og den Australske Ambassade og åbner med Rolf De Heers "The
Tracker" den 3. marts. Hovedparten af seriens titler er ikke i dansk
distribution.
Serien (8 titler) vises
3.-16. marts.

GEORGE CUKOR -
GULDALDERINSTRUKTØR
George Cukor (1899-1983)
hørte til den absolutte elite af instruktører fra Hollywoods "guldalder".
I modsætning til mange samtidige filmmagere havde han intet tilovers for
overdrevne kamerature og montagesekvenser. Manuskriptet - "ordet" - og
skuespillernes måde at agere på i det filmiske rum, var vigtigere for ham.
Han var måske den første instruktør, som virkelig forstod forskellen på
film- og teaterskuespil. Cukor fik fantastiske præstationer ud af Greta
Garbo, Joan Crawford, Katharine Hepburn og mange andre - i perler som
'Kameliadamen', 'Kvinder' og 'Natten før brylluppet'.
Serien (15 titler) vises
hele marts.

SPANSK
FILMHISTORIE 2 - BEGÆR OG IDENTITET
13 markante spanske film fra de
seneste 20 år - med seksualitet og eksistentielle problemstillinger som
drivkraft. Serien rummer Pedro Almodóvars 'Tal til hende', 'Alt om min
mor' og 'Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud' samt film af unge
talenter som Icíar Bollaín ('Ta' mine øjne') og Fernando de Aranoa
('Mandage i solen') og mange flere.Serien (13 titler) vises hele
marts.

SÆRARRANGEMENTER

SØNDOK - 'BIG
MIKE'Nogle gamle billeder, en bamse og et beskidt håndklæde
er alt, hvad 21-årige Mike har tilbage fra sin australske barndom. Mike er
aboriginal, men blev som lille adopteret af en svensk familie. I Sverige
er han vokset op i den lille nordsvenske by Hudiksvall. Mike er rapper,
under kunstnernavnet Big Mike. En dag får han en opringning fra
Australien, hvor en kvinde siger, at hun er hans biologiske mor. To
svenske dokumentarister, Håkan Berthas og Hanna Heilborn, fulgte Big Mike
tilbage til Australien - en rejse, som ændrede hans liv for altid. Hanna
Heilborn vil være til stede for at diskutere filmen med
publikum.
Søndag 6. marts kl.
14:00. Fri entré.

HEIMAT 3 -
NYESTE DEL AF EDGAR REITZ' SERIE PÅ STORT LÆRRED
Som optakt til NatFilm
Festivalen i april præsenterer Cinemateket tredje del af Edgar Reitz
storslåede serie-trilogi om Tysklands historie fra 1. Verdenskrig og frem
til årtusindskiftet. I alt 6 nye afsnit om tiden efter Murens fald, som
vises to gange hver i deres originale, uklippede
version. 17. marts indleder instruktør Edgar
Reitz afsnittet 'Abscheid von Schabbach' og diskuterer sit værk med
publikum.
12.-17. marts. Læs mere
på www.natfilm.dk.

FILM OG DEBAT -
REVOLUTION: ARGENTINAS VEJ UD AF KRISEN
Avi Levis og Naomi
Kleins globaliseringskritiske dokumentarfilm 'The Take' stiller skarpt på
den politiske og økonomiske udvikling i Argentina efter det økonomiske
kollaps i 2001. En lang række arbejdere, over hele landet, har taget sagen
i egen hånd og besat landets fabrikker for at genstarte dem under
kollektivt ejerskab. Sloganet lyder: Occupy. Resist. Produce. Efter filmen
kan publikum møde én af de ledende repræsentanter for protestbevægelsen
Movimiento Teresa Rodrigues (MTR), Roberto Martino, og høre ham fortælle
om den aktuelle situation i Argentina.
Tirsdag 1. marts kl.
19:15.

LEVENDE
TANGOMUSIK TIL STUMFILMEN 'DON Q, SØN AF ZORRO'
Tangoen opstod i den
argentinske slum omkring år 1900, og siden har den inspireret kunstnere
fra hele verden. Pianisten Carsten Dahl samt musikere fra Athelas
Sinfonietta Copenhagen opfører klassiske og moderne tangoer ved
Cinematekets præsentation af Donald Crisps stumfilmklassiker 'Don Q, Søn
af Zorro' med Douglas Fairbanks i hovedrollen. Filmen, der inspirerede
Jacob Gade til at komponere 'Tango Jalousi'
Fredag 11. marts kl.
21:30.

VLADIMIR
HOROWITZ - SØNDAGSMATINÉ
To prisbelønnede
dokumentarfim - 'Vladimir Horowitz: The Last Romantic' og 'Horowitz Plays
Mozart' - om den verdenskendte pianist, der er synonym med den romantiske
klavertradition. Med introduktion af Politikens musikanmelder Thomas
Michelsen.
Søndag 13. marts kl.
14:15.

THE WHITE
STRIPES - FRIDAY LATE NIGHT
To musikere, tre farver
og et rock attack af den anden verden. Jack og Meg White har siden
slutningen af forrige årtusinde eksponeret en rå men velklingende
minimalistisk blanding af rock 'n 'roll og electric blues tintet i
nuancerne rød, sort og hvid. Med denne netop udsendte optagelse fra The
Empress Ball Room i Blackpool 2004 er det for første gang muligt at opleve
gruppen på film.
Fredag 25. marts kl.
22:00. Med efterfølgende bar og dj.

Cinematekets
martsprogram er på gaden og fås gratis i Cinemateket, på bibliotekerne
samt diverse uddannelsesinstitutioner og caféer. Programmet kan også ses
på www.cinemateket.dk