Skuespillernes forestillinger


I anledning af at de seks afsnit af 'Forestillinger' udgives som dvd-box den 28. september præsenterer Cinemateket den 14. september kl. 19.15 dokumentarfilmen 'Skuespillernes forestillinger', der sætter fokus på skuespillernes arbejdsproces i forbindelse med tv-serien. Hør bl.a. Sonja Richter afsløre, hvorfor hun ikke brød sig om sin karakter Tanja.

Efter filmen vil Per Fly være til stede for at fortælle om arbejdet med tv-serien og besvare spørgsmål fra publikum. I forbindelse med arrangementet kan publikum på dagen købe dvd-boxen til en særpris på kr. 199 (normalpris kr. 249).

'Forestillinger' handler om møder mellem mennesker - og hvordan disse møder påvirker vores liv. Hvert enkelt afsnit af serien har sin egen selvstændige hovedkarakter. Jakobs afsnit handler om en brat opvågning af forelskelsens rus - Tanjas om at ville forlade den mand, hun elsker - Katrins om at blive set og elsket som den person, hun er - Jens' om at svigte sin bedste ven - Evas om at ville genfinde sin familie - og Markos om det djævelske i at blive sit eget projekt.
Historien udspiller sig under prøvearbejdet på den karismatiske instruktør Markos opsætning af Shakespeares' digt "Venus og Adonis". Det skal vise sig at blive den sidste forestilling, der bliver opført på Sortedamsteatret. Prøveforløbet frem til premieren bliver nemlig en kamp på liv og død.Læs mere om 'Skuespillernes forestillinger'.Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, tlf. 3374 3412.