Musik i mørket - hits fra verdens største musikfilmfestival


Jazz, soul, pop, punk, hip hop og rock 'n' roll på stort lærred. Hvert år i oktober byder verdens største musikfilmfestival Sound Unseen i Minneapolis USA på et overflødighedshorn af musikdokumentarfilm og sjældne koncertoptagelser. Cinemateket besøgte Sound Unseen i 2005 og faldt pladask for den "vibe" festivalen genererer. Vi lod os inspirere af dens unikke filmudbud og præsenterer med "Musik i mørket" vores egen lille "musikfilmfestival" med hits og sjældenheder fra Sound Unseen.
Der er 16 film på programmet - fra en dobbeltvisning af dokumentaroptagelser og live-materiale med det tyske 70'er outfit Can over kult-perlen 'Rockers' fra reggaens storhedstid til filmen 'Amazing Grace' om en af 90'ernes største musikalske begavelser Jeff Buckley.
Og er man til fest, foredrag og ballade kan man i de godt to uger, serien varer, deltage i særarrangementer med film om bl.a. DJing og rap, jazz-legenden Sun Ra samt popfænomenet ABBA.
Serien (16 titler) vises 3.-18. marts. Læs mere på Musik i mørket
Særarrangementer i marts i forbindelse med "Musik i Mørket":
Åbningsfilm - 'Can - The Documentary' og 'Can - Free Concert'Fredag den 3. marts kl. 21.30. Eksklusiv dobbeltvisning af dokumentarfilm og live-koncert med og om den tyske 70'er eksperimentalgruppe Can. Læs mere på Can - The Documentary og Can - Free Concert
Search & Rescue - 'The T.A.M.I show'Lørdag den 4. marts kl. 18.30 (fri entre for medlemmer af Cinemateket). Adam Sekuler fra Minneapolis Film Arts Search & Rescue Program introducerer 'The T.A.M.I show' - en optagelse af et af 60'ernes største tv shows med masser af prominente soul-, surf-, garage- og pop-grupper og et afsluttende "battle of the bands" mellem The Rolling Stones og James Brown. Læs mere på Search & Rescue
Ghettoblaster - To hip hop-film og Tue Track bag pladetallerkenerneFredag den 10. marts kl. 21.30. I Cinematekets "Ghettoblaster klub" er der hele to hip hop-film på plakaten, nemlig 'Freestyle - the Art of Rhyme' og 'Battle Sounds'. Tue Track - 1/3 af gruppen Malk de Koijn - svarer på spørgsmål om freestyling og DJing fra publikum og vender efterfølgende plader. Baren er åben. Læs mere på Ghettoblaster
Jazz & Film - 'Sun Ra: Space Is the Place' Søndag den 12. marts kl. 14:00. Af alle jazzens legender var Sun Ra den måske mest kontroversielle. En free form innovator af uvurderlig værdi. Cinemateket og Copenhagen JazzHouse præsenterer filmen 'Space Is the Place' (1974), der linker sig til albummet af samme navn og som er et bizart sammenkog af blaxploitation, sci-fi, social kommentar og det, der er bedre. Forfatter og multimusiker TS Høgh indleder filmen. Læs mere på Jazz & Film
Friday Late Night - 'ABBA: The Movie' Fredag den 17. marts kl. 21:30. Oplev de søde harmonier fra den største skandinaviske popsensation nogensinde. Vores faste månedlige musikfilmaften er flyttet til midt i måneden og afslutter serien "Musik i mørket". Vi viser Lasse Hallströms klassiker 'ABBA: The Movie' fra 1977 i en nyrestaureret 35mm kopi. Kritiker Klaus Lynggaard vender efterfølgende plader i Cinematekets diskotek. Læs mere på Friday Late Night
Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412