Cinemateket - april 2009

Cinemateket har seks filmserier, et mangfoldigt festival-program og en mængde særarrangementer på plakaten i april. Se bl.a. 11 spillefilm af tysk films evige vildbasse Werner Herzog, kom tæt på autentiske terrorbegivenheder i serien 'Terrorisme på film - fra Algier til al-Qaeda' og mød mesterskurken Dr. Mabuse i tre Fritz Lang-klassikere. Kom også til film og foredrag om 'Darwin og fundamentalismen', oplev filmarkivets detektiver i aktion. Og slå gækken løs, når vi i samarbejde med CHP:PIX præsenterer Talking Heads-koncertfilmen 'Stop Making Sense' i Friday Late Night-biffen.

Serier

Werner Herzog - til kanten og ét skridt videre
Han har slæbt et passagerskib over et bjerg, sendt et helt skuespiller-ensemble i hypnose, insisteret på at gennemføre et interview, selv om han undervejs blev ramt af riffelskud. Og han har lavet seks film med det grænsepsykotiske fænomen Klaus Kinski. Werner Herzog (f. 1942) kan tilsyneladende hverken slås ihjel eller sættes på formel. Vi viser 11 spillefilm af det tyske dampbarn.Serien (11 film) vises hele april. Læs mere om Werner Herzog.

Terrorisme på film - fra Algier til al-Qaeda
I anledning af premieren på 'Baader Meinhof Komplekset' viser vi ni film om moderne terrorisme - alle baseret på autentiske begivenheder.Søndag den 5. april kl. 14.00 introducerer lektor Mats Fridlund den kontroversielle Guldløve-vinder 'Slaget om Algier' (1966) om den algierske løsrivelsesproces, der begyndte som terrorisme og kulminerede som frihedskamp. Samme dag kl. 17.00 fortæller Fridlund om den idealisme, der i 1970'erne drev en gruppe af vrede unge amerikanere - The Weathermen - til en række bombeangreb mod offentlige bygninger. Efterfølgende viser vi filmen 'The Weather Underground' (2002).Tirsdag den 7. april kl. 16.30 præsenterer Lektor Noel Parker 'Gidslet' (1972) - den dramatiske genskabelse af historien om en amerikansk agent, der blev kidnappet af Tupamoros-guerillaen i Uruguay.Serien (11 film) vises hele april. Alle introduktioner foregår på engelsk. Læs mere om Terrorisme på film.

Jonathan Demme - Amerikas indre liv
Han er en skarpsindig betragter af USA's multikulturelle landskab og indre liv. Jonathan Demme har aldrig været bange for at beskæftige sig med udfordrende og kontroversielle emner. Han har instrueret såvel pris-belønnede blockbusters som minimalistiske dokumentarfilm - inden for som uden for Hollywood-systemet. Se eller gense 'Ondskabens øjne' (1991) og ni andre intense film herunder danmarkspremiere på familiedramaet 'Rachel Getting Married' (2008) med Anne Hathaway i en Oscar-nomineret pragtrolle.Serien (9 film) vises hele april. Serien præsenteres i samarbejde med filmfestivalen CPH:PIX. Læs mere om Jonathan Demme.

CPH:PIX - Københavns nye filmfestival 16.-26. april
Københavns nye filmfestival slår dørene op for ti dages filmfest med kilometervis af filmoplevelser. CPH:PIX har mere end 180 internationale film på programmet og byder hermed velkommen til den hidtil største filmfestival på dansk grund. Cinemateket er selvfølgelig med.Læs mere på cphpix.dk.

Simon Staho - her stopper hyggen
Forstødte børn. Fremmedgjorte familiefædre. Ægteskabet som kampplads. Folkekær kan man ikke kalde Simon Staho, der i sine film tvinger publikum til at være tilskuere til tilværelsens grusomheder. Vi har samlet den produktive unge instruktørs værker, der alle fortjener et gensyn. Fra kortfilmen 'Nu' (2002) til den skånselsløse ensemble-film 'Himlens hjerte' (2008).Serien (6 film) vises hele april. Læs mere om Simon Staho.

Mesterskurken Dr. Mabuse - tre klassikere af Fritz Lang
Mesterskurken Dr. Mabuse har det hele og kan det meste: Et vanvittigt geni og en forklædningens mester, der manipulerer med sine omgivelser efter forgodtbefindende. Kodeordene er magt, penge og hypnotiske evner. Dr. Mabuse-figuren er blevet fortolket af adskillige filminstruktører. Men det er Fritz Lang (1890-1976), der har udødeliggjort den megalomane mesterskurk. Lang lavede tre film med Dr. Mabuse over et spand på næsten 40 år. Vi viser dem alle: Stumfilmen i to dele 'Dr. Mabuse' (1922) samt 'Dr. Mabuses testamente' (1933) og 'Dr. Mabuses 1000 øjne' (1960).Serien vises 5.-21. april. Stumfilmene vises med klaverledsagelse henholdsvis 7. og 14. april kl. 19.00. Læse mere om Mesterskurken Dr. Mabuse.

Ønskefilm - publikum vælger perler fra arkivet
Vi tager imod filmønsker af alle slags. Foreslå en klassiker, en kultperle eller en film, du aldrig fik set. I april viser vi 'Ridderfalken' (1941), 'Leoparden' (1963), 'True Stories' (1986) samt otte andre. Alle valgt af publikum.Serien (11 film) vises hele april. Læs mere om Ønskefilm.

Særarrangementer

Charles Darwin 200 år - Darwin og fundamentalismen
Charles Darwins evolutionslære er uforenelig med en bogstavelig læsning af den bibelske skabelsesberetning. Det indså store dele af Europa i det 20. århundrede. Men i USA raser kampen for og imod evolutionslæren med uformindsket styrke. Torben Grodal, professor i Filmvidenskab, introducerer dramaet 'Solen stod stille' (1960) - en formfuldendt iscenesættelse af den berygtede