Brutal Afghanistan-krigsfilm triumferer uden talibanere

AFGHANISTANKRIGEN tæt på. Det klaustrofobisk realistiske Afghanistan-krigsdrama ’Kajaki’ får premiere i Cinemateket i dag og vises hver aften frem til 30. september. Filmen har fået flotte anmeldelser både i udlandet og herhjemme.

Modsat den aktuelle danske ’Krigen’, der netop er indstillet til det prestigefyldte Oscar-kapløb, foregår krigsdramaet ’Kajaki’ udelukkende i felten. Filmen er nøgen, brutal, ikke-moraliserende, og den har modtaget stormende hyldest i hjemlandet England – foruden en Bafta-nominering.


Ganske usædvanligt er det ikke Taliban, der er hovedfjenden i ’Kajaki’. Det er derimod nedgravede russiske miner. Filmen udspiller sig over én dag i Helmand-provinsen, og er en nøje researchet genfortælling af den skæbnesvangre dag 6. september 2006, hvor en enhed fra den britiske 3. bataljon blev sendt ud for at undersøge en velspærring nær Kajaki-dæmningen. Timer senere var delingen smuldret i stumper og stykker med både døde og lemlæstede til følge. Undervejs blev der udført adskillige heltegerninger, der senere blev belønnet af den britiske dronning.

Krigen fungerer mest af alt som en fjern kulisse til det fortættede drama, der spiller i forgrunden. Det gør i den forstand ’Kajaki’ til interessant krigsfilm, men også et billede på krigens meningsløshed og ydermere et intenst close-up på mennesket, når det er presset til det alleryderste.

Mød instruktøren og producenten

Cinemateket byder i aften, torsdag den 24. september kl. 17.00, velkommen til instruktør Paul Katis og producent Andrew de Lotbinière, som vil introducere og diskutere den med publikum. Efterfølgende er der reception i Asta Bar arrangeret af CBS Public-Private Platform.

’Kajaki’ vises i Cinemateket i dagene 24.-30. september.

Anmelderne skriver

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ”Aktuelle og ellers sine steder angstprovokerende realistiske ’Krigen’ er mild og perspektivrig i sammenligning med 1:1-gengivelsen af sprængte legemesdele, smerteskrig, dødsangst og klaustrofobi i ’Kajaki’” – Dorte Hygum Sørensen, Politiken

★★★★★ ”Krigsfilm reducerer ofte krig i sig selv til tjubang action, der underholder sig selv til døde. Ofte mærkes krigens klaustrofobiske og sveddryppende intensitet ikke, der hvor ét forkert skridt er forskellen på liv og død. Adrenalinen skydes imidlertid direkte i blodbanerne med ”Kajaki” … Ikke mange krigsfilm byder på så lidt skudild som “Kajaki”, og samtidig er så medrivende og velfortalt. Fjenden under sandet er umulig at besejre med krudt og kugler, hvilket samtidig bliver en implicit metafor for krigen i Afghanistan og krigens absurditet i det hele taget” Nicki Jensen, Moovy

★★★★★ ”Kajaki” er et intenst, neglebidende og gribende værk, der bedre en nogen storskalakrigsfilm formidler krigens grimme, sønderflåede ansigt … ”Kajaki” er klar, sprød, ubarmhjertig og kompromisløs. Skuespillet er upåklageligt, instruktionen og opsætningen sublim, og stemningen tragisk, opløftende og hjerteskærende på én gang. Sjældent har lemlæstede kroppe set mere ægte ud. Det er simpelt hen årets bedste krigsfilm, der i bogstaveligste forstand sprænger sig vej ind i publikums hjerner og hjerter” – Michael Madsen, avisen.dk/cinemadsen.dk

★★★★★ ”behandler situationen som var det en dokumentar, og kameraet lader os se helt ind i de blødende sår” – Louise Kidde Sauntved, Berlingske

★★★★ ”Uhyre medrivende” - Oskar Keane, Nosferatu

”Intens, blinker ikke, griber dig i struben” – Daily Express

”Undgår klogt glat romantik, og vælger i stedet besk realisme” The Observer

”Skarpt skåret” – Variety

”Giver os en fornemmelse af den fine linje mellem fornuft og vanvid” – Time Out

”Hvis man kan tale om en apolitisk, ligefrem eksistentialistisk film om krigens rædsel, er det denne” – The Spectator

Tid: 24.-30. september 2015.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetbestilling: Cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.