Cinemateket i november

Cinemateket tilbyder sine gæster et spændende og varieret november-program, der giver en god anledning til at få varmet sig midt i efterårets mørke kulde. Som altid er der tilbud til store som små - fra filosofisk Philip K. Dick-science fiction til tegnefilm fra animationens barndom tilsat levende musik.

Serier

Norwave – ny norsk film

Kompromisløshed, humor og skæve tilgange. I internationale filmkredse taler man om en ny norsk filmbølge – Norwave. Cinemateket præsenterer i november syv nye norske film, hvoraf seks ikke har været i dansk distribution. 'Hjem til jul' er Månedens Film (17.-27. november – se mere nedenfor), som introduceres af instruktør Bent Hamer ved en forpremiere den 3. november. Serien Norwave præsenteres i samarbejde med den nordiske kulturfestival TING.

Serien (7 titler) vises i hele november.

Philip K. Dick – sci-fi-mesterens filmatiseringer

Philip Kindred Dick (1928-82) nåede på sine blot 54 leveår at få udgivet 44 romaner og 121 noveller og blev en central skikkelse inden for science fiction-litteraturen. Amerikanerens sci-fi-fortællinger iscenesætter tankevækkende spørgsmål, og deres filosofiske og konspiratoriske dimensioner appellerer åbenlyst til den filmiske fantasi. Ridley Scotts mesterværk ’Blade Runner’ bliver introduceret af Bo Tao Michaëlis den 19. november. To dage forinden, torsdag den 17. november, viser vi for første gang i Danmark en af de få filmatiseringer af Dicks (krypto)selvbiografiske værker: 'Radio Free Albemuth' fra 2009. Instruktøren John Alan Simon flyver ind fra L.A. og introducerer filmen kl. 19.00.

Serien (7 titler) vises i hele november.

EKSPERIMENTAL – den anden side af spansk film

50 års spansk avantgarde. Vildt og voldsomt, poetisk og politisk, musisk og moderne. Og nytænkende helt ud over mediets grænser. Cinemateket præsenterer i november, december og januar en serie af hidtil utilgængelige film fra den ’anden’ spanske filmhistorie – alt sammen i nye, restaurerede kopier og under rubrikken EKSPERIMENTAL. Programmet er sammensat af Contemporary Culture Centre of Barcelona ogAcción Cultual Española med støtte fra Cinematheque of Catalunya. Denne måneds program rummer fem korte film i krydsfeltet mellem dokumentarisme og modernistisk eksperimentalfilm – blandt andet repræsenteret ved den visionære José val del Omar (1904-82), som er den spanske eksperimentalfilms grand old man.

Filmene vises søndag den 27. november og onsdag den 30. november. Flere visninger i december/januar.

Rock Star/Film Star - fra Lennon til Björk

Vi fortsætter vores filmserie om rockstjerner, der også har givet sig i kast med projekter i filmens verden. Oplev en række af musikkens stjernenavne kaste glans over biograflærredet. 'How I Won the War' med John Lennon, kulthittet 'Privilege' med Manfred Mann-frontfiguren Paul Jones, 'One Trick Pony' med Paul Simon og Lou Reed og danmarkspremiere på den spraglede 'Masked and Anonymous', der har His Bobness himself, Bob Dylan, i hovedrollen.

Serien (8 titler) vises i hele november.

Andrej Tarkovskij – lysets mester

Andrej Tarkovskij (1932-86) er det største navn i russisk film siden Sergej Eisenstein. Tarkovskijs filmkarriere er sammenfaldende med en utrolig rig periode i europæisk filmkunst – en periode, der strækker sig fra starten af Den Nye Bølge til de første postmodernistiske tendenser i 80’erne. Anden del af vores Tarkovskij-retrospektiv rummer instruktørens sidste fire film, 'Vandringsmanden', 'Spejlet', 'Nostalghia' og 'Offeret'.

Serien (4 titler) vises 15.-30. november.

CPH:DOX – 11 dages virkelighed på det store lærred

11 dage, 180 film, 6 konkurrencer, koncerter, fester, udstillinger, debatter, masterclasses, seminarer og ikke mindst masser af skæve events. CPH:DOX indtager Cinemateket for niende gang i perioden 3.–13. november. Oplev det bedste fra den internationale dokumentarfilmverden. Fra verdenspremierer over nichefilm til årets største succeser.

CPH:DOX – 3.-13. november.

Bio 12:30

Selv i trøstesløse og socialt belastede industriområder i Storbrittanien kan musikken finde sin rette klang. Dette må være den fælles ramme om de fire fortællinger, filmene i denne måneds Bio 12:30 præsenterer. Se 'Billy Elliot' - den charmerende mønsterbryder, der nærer et ønske om at danse ballet mod svære odds i et macho-arbejdermiljø. Socialrealisme og letbenet drama forenes med stor musikalitet i den underholdende 'Brassed Off', hvor en smuk ung kvinde, ved en audition, ændrer på balancen i arbejdernes brass-band. Musikken bliver til gengæld brugt som indespærret tilflugtssted hos pigen 'Little Voice', mens den udfylder et tomrum for 'Nowhere Boy' - om en ung John Lennon, der lider under afsavnet af sin biologiske mor - fortalt med varme og psykologisk kant.

Bio 12:30 - 6.-27. oktober.

Særarrangementer

Ny Balling-biografi – introduktion og film

Historien om tilblivelsen af Erik Ballings 'Vi arme syndere' (1952) er dramatisk og omfatter bl.a. en fyret hovedrolleskuespiller og et selvmord. Filmen er i sig selv en blanding af skarp samtidsskildring og løssluppen folkekomedie. Krigens mørke og efterkrigstidens knaphed har mærket ham, og der er glimt af desperation bag den gemytlige facade. Filmen, som Erik Balling overtog, da Ole Palsbo blev fyret fra Nordisk Film, er mørkere og skarpere end nogen anden, Balling siden satte sin signatur under. ’Vi arme syndere’ bliver introduceret af Informations filmredaktør, Christian Monggaard, der i november udsender biografien ’Erik Balling – hans liv og film’. Biografien sælges med rabat i forbindelse med arrangementet.

Film med foredrag vises onsdag den 16. oktober

Brasiliansk aften – sjælens vindue

Den brasilianske dokumentarfilm 'Janela da Alma' ('Sjælens vindue') undersøger synets kraft – og dets begrænsning. Det er ikke en videnskabelig film, men en sanselig, anekdote-båren rundtur med blinde, brillebærere og andre synshandicappede som guides. Mød bl.a. den stærkt skelende brasilianske jazzmusiker Hermeto Pascoal, der morer sig over at kunne kigge på damer, mens han fører en intens samtale i anden retning. Arrangementet er tilrettelagt i samarbejde med Den Brasilianske Ambassade, der efter filmen byder på caipirinhas og andre forfriskninger - og brasilianske snacks.

Arrangementet løber af stablen onsdag den 2. november.

'Ærens dage' – krigsfilmen, der skabte forsoning

Det fransk/algierske krigsepos 'Ærens dage' ('Indigènes') beretter om nogle af de mange muslimske nordafrikanere, der meldte sig under tricoloren i 2. verdenskrig for at kæmpe for Frankrig – et geografisk fjernt fædreland, som end ikke ville anerkende dem. Cand.mag. i filmvidenskab og historie Trine Bech Hansen fortæller inden filmen om, hvordan en medrivende og prisbelønnet film havde held med at rejse den debat, som interesseorganisationer forgæves havde forsøgt at skabe i over 50 år. Filmen stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved, hvad der driver mennesket i kamp – trods religiøs intolerance i egne rækker og trods slørede skel mellem godt og ondt.

Filmen vises torsdag den 24. november.

Månedens Dokumentar – ’The Bengali Detective’ m. instruktørbesøg

”Dette portræt af en arbejderklasse-strømer med drømme er en absolut fryd,” skrev filmbladet Screen International. Mød Rajesh - familiemenneske, privatdetektiv og Bollywood-danser! Den 10. og 11. november vil instruktøren Phil Cox og produceren Giovanna Stopponi fortælle om arbejdet med filmen og svare på spørgsmål fra publikum.

Månedens Dokumentar vises 10.-16. november i samarbejde med CPH:DOX.

Månedens film – 'Hjem til jul'

Kom i salig julestemning - eller på afstand af juleræset – med Månedens Film, 'Hjem til jul'. Bent Hamer (instruktøren bag 'Æg', 'Salmer fra køkkenet', 'O'Horten') sammenvæver med ubesværet elegance en række historier, der alle udspiller sig under farvestrålende nordlys og klare stjerner i en lille sneklædt norsk by juleaften. Den 3. november vises filmen med introduktion af instruktør Bent Hamer og Jan Erik Holst fra Norsk Filminstitutt.

Månedens Film vises 17.-27. november.

Psych-Out!: film fra undergrunden – ’The Magic Trip’

Sæt dig til rette i bussen 'Further' og tag på en vanvittig kyst-til-kyst tur over USA anno 1964! Følg med den kontrakulturelle forfatter Ken Kesey og hans Merry Pranksters på et myteomspundet psykedelisk korstog, og kollidér undervejs med Allan Ginsberg, Jack Kerouac, The Grateful Dead og psyko-kemiens ypperstepræst, Timothy Leary. Turen blev optaget på en 16mm-film, som i mange år har været forbeholdt en lukket cirkel af mennesker. Nu frigives den omsider for offentligheden i doku-sværvægterne Alex Gibney og Alison Ellwoods ’Magic Trip’. Som forfilm viser vi en sjælden, omhyggeligt afbørstet, dansk 70’er-syre-sag fra 16mm-arkivet. Før og efter filmene er der dobbelt rejsegrammofon-underholdning med Bongo Brunst i Asta Bar, hvor man også kan købe kolde øller for kolde kontanter.

Torsdag den 3. november kl. 21.30. Filmen vises i samarbejde med CPH:DOX.

Soirée Filles – pigeaften med cocktails, tapas og 'Casablanca'.

'Casablanca' har velfortjent opnået status som den ultimative kærlighedshistorie, og både sangen ’As Time Goes By’ og slutscenen er blevet klassikere i filmhistorien. I samarbejde med modebloggen Anywho og Restaurant SULT blænder vi op for en eksklusiv aften med cocktails, tapas og film – skabt til venindepleje. Prisen er 200 kr., og der er kun 40 pladser til arrangementet. Billetten giver desuden rabat på en særlig aftenmenu i SULT.

Arrangementet er torsdag den 24. november.

Funny Bones-biffen - Jacques Tati

Vores tilbagevendende komedie-arrangement Funny Bones hylder i november den langlemmede Jacques Tati (1907-82), som skabte sin helt egen genre inden for deadpan-komik. Hans film er fattige på dialog, men lyden er ofte en helt central medspiller alligevel. Tatis skønne debutfilm 'En festlig dag' er fuld af komiske tableauer, og især det kejtede postbud François’ (spillet af Tati selv) problemer med at kontrollere sin genstridige postcykel udløser en række veltimede slapstick-scener, som bringer mindelser om funny bones-foregangsmænd som Chaplin og Keaton.

Stumme tegnefilm for hele familien – med levende musik

Børn og voksne er velkomne, når vi viser nogle af filmarkivets nyanskaffelser – nemlig amerikanske og franske tegnefilm fra tiden før Mickey Mouse. Til at sætte ekstra fut i de sort/hvide streger har vi inviteret den farverige violinist Bjarke Falgren, der også mestrer adskillige andre instrumenter – og vil lade publikum være med til at vælge imellem dem! Undervejs bliver der også plads til, at avistegneren og hele USA’s tegnefilms-hyggeonkel Winsor McKay (kendt for sin figur 'Lille Nemo') demonstrerer, hvordan man går fra tegninger til levende billeder. Mød bl.a. Gertie the Dinosaur, Winsor McKay, Nemo, Krazy Kat, Ignatz Mouse og mange andre kære figurer fra animationens barndom.

Kortfilmene vises søndag den 20. november.

Friday Late Night: ’Talihina Sky: The Story of Kings of Leon’

Den får ikke for lidt på bluestangenterne, når CPH:DOX og Cinemateket hooker op med de fire Followill-fyre i Kings of Leon og tager til Talihina, Oklahoma for at besøge bandets skøre, kristne familie i filmen ’Talihina Sky: The Story of Kings of Leon’.Brødrene Nathan og Caleb og deres fætre Jared og Matthew har alle haft en stringent religiøs opvækst og må anses for at være mere end ekstreme i deres karrierevalg: At spille djævlens musik og leve efter forskriften 'Sex, drugs and rock'n'roll' er ikke en hverdagshistorie i det amerikanske bibelbælte! Med efterfølgende bar og dj’s.

Film med bar og dj's løber af stablen fredag den 4. november.

Mest for børn:

Bio Min Bio

Denne måned er der hele tre film i BIO MIN BIO. Se Søren Kragh-Jakobsens 'Gummi Tarzan', som hyldes for at være epokeskabende for den særlige 'magiske realisme' - blandingen af hverdagsrealisme og magi - som efterhånden er blevet et varemærke for de bedste danske børnefilm. Se også den smukt animerede tegnefilm 'Kirikou og de vilde dyr', som præsenterer børnene for et væld af eksotiske vilde afrikanske dyr. Endelig viser vi den danske tegnefilm 'Hjælp! Jeg er en fisk' - om tre børns vildfarende fisketur, der ender i professor Mac Krells laboratorium.

Søndag den 13. november + søndag den 27. november. 

Børnebiffen

Film for de mindste. Børnebiffen har gratis adgang i hverdage. I weekender, ferier og på helligdage er billetprisen en flad 10'er. Masser af hyggelige og lærerige kortfilm i børnehøjde.

Hver torsdag-søndag hele november.

Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling , 3374 3412