Claire Denis - kvinden, der hadede Blixen

Claire Denis er en auteur med blik for både Afrika og fremmedhed - og med en ikke-litterær tilgang til det at skabe fortællinger.

Claire Denis (f. 1948) suger verden til sig og lægger den frem til beskuelse i en form, man ikke har set før. Ikke med den rutinerede fortællerskes blik for det dramatiske potentiale. Men med den modne filmskabers sans for det øjenåbnende og anderledes.

Hos hende mødes det provokerende med det poetiske, det elegiske og det etiske. Alt sammen forenet gennem en enestående tillidsfuld, filmisk musikalitet.

Afrika i hjertet

Som datter af en fransk udstationeret embedsmand voksede Denis op i Afrika. Familien rejste rundt i adskillige dele af kontinentet, til hun var 14 år. Netop i den periode sang det europæiske kolonistyre på sidste vers, og det begræder Denis på ingen måde.

”Da jeg som ung læste Karen Blixens ’Min afrikanske farm’, var jeg ved at gå til af raseri. Hendes nostalgi for landskabet, dét landområde, dén kultur, dén farm … Den kærlighedserklæring var skændig, for ingen af de ting tilhørte hende.”

Film for det sansende publikum

Også som fortæller er Denis en modpol til Blixen. Den klassiske fortællings herskerinde, der har blik for dramatik, konflikt, anekdoter, baggrund, ironier og fortolkninger er her død og begravet.

Ingen af disse ’litterære’ greb er fremtrædende i Claire Denis’ fortællinger. Hun dyrker den åbne fortælling, hvor sansninger og miljøer har forrang over konflikt og forløsning.

”Vores hjerner er proppet med litteratur, min er i hvert fald,” siger hun. ”Men film handler ikke om at skabe psykologiske forklaringer. For mig er film montage, klipning.”

Denis’ grundelementer er billeder og musik – ofte i overraskende konstellationer. Lyd og bevægelse. Claire Denis’ film er skabt til et sansende publikum.

Ekstra forestilling med Claire Denis’ ’Towards Mathilde’ den 4. november kl. 19.00.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk.