Eksperimentalfilmens oversete hovedfigur

Eksperimental: Marie Menken er én af avantgarde- og eksperimentalfilmens indflydelsesrige, men ofte oversete hovedfigurer. Cinemateket viser et udvalg af hendes film onsdag den 20. oktober.

Man mister let orienteringen, når man ser Marie Menkens film. Men det er kun for et øjeblik, indtil hendes kamera stopper sin svajende panorering og afslører endnu nye sider af en skulptur eller en blomst med en nærgående zoom. Oplev hendes vigtigste film i Cinemateket onsdag den 20. oktober kl. 21.30.

filmens kunstighed

Marie Menken (1910-70) undersøger og transformerer verden omkring sig gennem et nærværende kamera og lader sig ikke genere af lidt snavs på linsen eller af, at røg fra hendes cigaret hvirvler forbi. Hun er altid til stede i sine film, og man fornemmer en insisteren på filmens kunstighed.

Marie Menken har inspireret filmskabere som Kenneth Anger, Jonas Mekas, Stan Brakhage og Andy Warhol. Hun er én af avantgarde- og eksperimentalfilmens indflydelsesrige, men ofte oversete hovedfigurer. I denne måned retter vi lidt op på det ved at vise et udvalg af hendes film.