Brændpunkt Danmark

Filmanmelder Iben Albinus Sabroe introducer ’Sandheden om mænd’, der var en af de væsentligste danske film i 2010. Ole Christian Madsen fortæller om sin instruktørkarriere. I Cinemateket henholdsvis onsdag den 12. og tirsdag den 11. januar.

”Menneskets kamp mellem det gode og det onde, ikke mindst i os selv” er ifølge filmanmelder på Berlingske Tidende, Iben Albinus Sabroe, temaet i en række af de bedste danske film fra året, der gik. Et år der bl.a. bød på den krasse fængselsfilm ’R’, dokumentaren om det militære danske engagement i Afghanistan ’Amadillo’ og skildringen af livtaget med tilværelsens ubarmhjertighed i ’Submarino’. ”Dansk film er blevet et brændpunkt. Velkommen til en serie medrivende dramaer, der handler om os selv og den nye verden, vi lever i,” skriver hun videre om de syv film, Cinemateket viser i januar under overskriften ’Dansk film 2010’.

’Sandheden om mænd’ med introduktion

Iben Albinus Sabroe introducerer onsdag den 12. januar kl. 19.00 Nikolaj Arcels komediedrama ’Sandheden om mænd’ – ”en hyldest til tilværelsens trivialiteter, fuld af selvironi, humor og elegante metatekstuelle referencer”.

Kosmorama præsenterer: Ole Christian Madsen fortæller

Der er ligeledes fokus på dansk film tirsdag den 11. januar kl. 19:30: I anledning af det nye nummer af filmtidsskriftet Kosmorama har vi inviteret Ole Christian Madsen ind til en snak om sin instruktørkarriere, der tæller titler som ’Flammen & Citronen’, ’Nordkraft’, ’Prag’ og dogmefilmen ’En kærlighedshistorie’.

”Hvad angår ’Flammen & Citronen’, var det ret vigtigt for mig personligt at få gjort op med den usle historieundervisning, jeg havde modtaget i min skoletid,” udtaler filminstruktøren bl.a. i Kosmorama.

Efterfølgende byder Kosmorama på et glas vin i Asta Bar.