'Bliktrommen - Director's Cut' er Månedens Film i Cinemateket

Filmatiseringen af Günter Grass' respektløse litterære opgør med nazismen er en af tysk films allerstørste succeser. 'Bliktrommen' er nyrestaureret og præsenteres i en digital version, som er 20 minutter længere end 1979-versionen. Cinemateket viser filmen i morgen den 15. frem til den 25. september.

Stadig modig og tankevækkende

'Bliktrommen' følger Oskar, som på sin tre års fødselsdag foræres en bliktromme. På kun tre år har den lille dreng allerede gjort sig tanker om de voksnes verden, som han finder utryg, og modvilligt er blevet født ind i. På denne dag beslutter han i protest at vokse sig større. Bliktrommen bliver hans våben mod verden og de voksne. Netop de voksnes bizart uforståelige og tragiske relationer ligger til grund for Oskars beslutning om aldrig selv at blive voksen og en del af udskejelserne. Bag de fantasifulde allegorier handler filmen således om tabet af både barnets og Tysklands uskyld.

Ligesom Günter Grass' romanforlæg vrimler Schlöndorffs film med overraskelser - og den vandt både priser i Cannes og Berlin, en Bodil-statuette i Danmark og en Oscar i USA. 'Bliktrommen' fremstår i dag lige så moderne, som da den havde premiere i 1979. Director's Cut-versionen rummer flere restaurerede scener i flotte farvemættede billeder, som bestemt gør den et gensyn værd.

De danske anmeldere skriver blandt andet:

'... selv om nyklipningen sætter menneskelige og politiske dimensioner i et mere nuanceret lys, slår helheden stadig lige stærkt igennem.' - Søren Vinterberg, Politiken ♥♥♥♥♥

'Yderligere 20 minutters fraklippede scener er velkomne, selv om de ikke gør filmen bedre end fantastisk. Vi har at gøre med filmkunst fra et årti, der var langt mere mangeartet, modigt og spraglet end nutidens gennemsnit.' - Jakob Wendt Jensen, Berlingske Tidende ★★★★★

'Bliktrommen er stadig en vedkommende, humoristisk og tankevækkende film, som har gjort sig fortjent til et gensyn, som instruktøren havde tænkt den.' - Laura Kjeldsen, Nosferatu ★★★★★