Zombier! Satanister! BLOD – Cinemateket bliver Grindhouse

For de modige: Cinemateket viser to blodige forestillinger for en films pris i 'Psych-Out’ torsdag den 26. november.

Cinemateket lægger for en stund det polerede til side, og præsenterer et dobbelt filmprogram fyldt med vold, sex og blod. 

Grindhouse er en populær betegnelse for en biograf, der viser exploitation film. Sex og blod er de to væsentligste ingredienser i en ægte Grindhouse film. Begge dele er der i rigt mål til Cinematekets dyk ned i et skummelt univers befolket af satanister, og rabiesbefængte zombier.

1970’erne var grindhousefilmens guldalder. En tid, hvor det var farligt at gå i biografen, og hvor de mest populære film havde omtrent lige så meget plot som en tur i spøgelsestoget. Men også en tid, hvor fascinationen af det okkulte og makabre havde afløst hippie-tidens flower power-frigørelse.

Blood Orgy of the She-Devils

Fascinationen af det okkulte er hovedtemaen for aftenens første film: ’Blood Orgy of the She-Devils’.

"A Terrifying Plunge into the Depths of Hell" lyder taglinen for denne gruvækkende - og ret kiksede - midnight movie af B-film gore-eskperten Ted V. Mikels hvis øvrige titler inkluderer: Apartheid Slave Woman's Justice, The Astro-Zombies, The Corpse Grinders og den socialkritiske The Black Klansman.

I Drink Your Blood

Aftenen bliver blodigere med næste film, som er en veloplagt zombiefilm med gyselige intentioner. David E. Durstons ’I Drink Your Blood’ tager sit udgangspunkt i en dødelig opskrift. I et diabolsk plot inficerer en ung dreng en hel by med rabies, da han bager kager til byens befolkning. Kager, fyldt med blod fra et rabiesbefængt hundelig.

'Psych-Out' er Cinematekets aften dedikeret til de skæve genrer, præsenteret i samarbejde med filmgruppen Station 16. Hver tredje torsdag i hver måned får et par sjældne spoler nogle kloge ord med på vejen, og der kan købes kolde håndbajere i Asta Bar.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk.