'Goodbye Solo' - Månedens Film i Cinemateket er en rørende roadmovie

Independent-instruktøren Ramin Bahrani byder i sin seneste film på endnu et atypisk amerikansk drama. 'Goodbye Solo' er en fortættet historie om mødet mellem to vidt forskellige mænd. Det falder i anmeldernes smag – i Amerika såvel som herhjemme. Se filmen 9.-19. december.

"Ramin Bahrani er den nye store amerikanske instruktør", erklærede den efterhånden legendariske manuskriptforfatter og filmkritiker Roger Ebert sidste år i sin anmeldelse af 'Goodbye Solo', der er Månedens Film i Cinemateket, og som skildrer mødet mellem et snakkehoved af en taxachauffør og en fåmælt, livstræt gammel mand. Og Ebert konkluderede at "ligegyldigt hvor du bor, når 'Goodbye Solo' får premiere, vil filmen være den bedste i byen".

Filmmagasinet Ekko var på linje med Ebert og kvitterede senere med seks stjerner. Og i dagens anmeldelser af filmen – der vises i Cinemateket 9.-19. december kl. 19.15 – kan man bl.a. læse:

"Stor filmkunst udspringer ofte af små øjeblikke. Således også i 'Goodbye Solo', hvor Solos første taxi-tur med William er både anslag og nyreslag … Et naturalistisk drama. Og først og fremmest en rørende roadmovie" - Kenneth McNeil, CinemaZone ★★★★★★

"Der er en umådelig elegant sparsommelighed over filmen, som ikke gør synderligt væsen af sig, men som med beherskede midler og smuk fotografering trækker tilskueren ind i historien og leverer et overraskende følelsesmæssigt punch" – Søren Ildved, Filmz ★★★★★

"'Goodbye Solo' er et fantastisk karakterstudie og en smuk hyldest til livets kringelkroge, meningen med det hele og ikke mindst den helende kraft, der kan findes i båndet mellem mennesker" – Didde Gaardsted, OnFilm ★★★★★

"en visuelt afvekslende og smuk historie, der tør fastholde en gåde - vi får aldrig en forklaring på Williams forsæt - og skildre to inderligt forskellige mennesker. Deres baner gennem livet krydses kortvarigt, men så betydningsfuldt, at de kommer hinanden nær i et blufærdigt, bevægende fællesskab" – Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten ★★★★

"Med 'Goodbye Solo' røber Bahrani eb sans for at balancere alvor og humor på en måde, der placerer filmen et spændende sted midt mellem Jim Jarmusch og 'Frozen River'" – Kim skotte, Politiken ♥♥♥♥

"en fortælling om håb og optimisme og livslede og bristede illusioner i en verden, der er blevet forbavsende lille. Der er, så at sige, en hel verden i den lille, enkle film, der ikke tæller mere end en håndfuld skuespillere" - Per Juul Carlsen, Filmland ⇑⇑⇑⇑

"Mens mange af de populære amerikanske indiefilm lever højt på ironi og nihilisme, emmer Ramin Bahranis drama af lune og en tro på, at de små, medmenneskelige handlinger gør en forskel" – Eva Novrup Redvall, Information