SneakBar - fire nye film fra Filmværkstedet

Livets sidste stop. Økonomisk og følelsesmæssigt rod i familien. Punker i provinsen. Filmværkstedet inviterer til premiere på fire korte danske produktioner. Efter visningerne er der fest og networking i Asta Bar. Fri entré.

'Alle mine venner' / Behrouz Bigdeli

Den unge punker Sonny bor i et white trash miljø i provinsen. Han drømmer om at løsrive sig fra det destruktive og formålsløse liv, men bliver fanget i dilemmaet mellem at være loyal overfor sin bedste ven eller at bryde med det kendte og stå på egne ben. Behrouz Bigdeli leverer en rammende skildring med troværdige karakterer. Filmen er nomineret til en Robert.

'Den sidste station' / Jacob Vinamata Jessen

Er plejehjemmet det sidste stop på vejen mod livets ende? I 'Den sidste station' kaster Jacob Jessen sig ud i at belyse hvilken betydning det har at flytte på plejehjem. Han har gennem fem år fulgt tre kvinders rejse mod det, der for de fleste er det sidste stop før døden, og han tegner i denne kortfilm et personligt portræt af både kvinderne, plejehjemmet og livets vilkår: alderdommen og døden.

'Gubbi' / Jonas Berlin

Den 15-årige dreng Nicolais største ønske til sin konfirmation er en knallert. Men hjemme tyranniseres Nicolai og hans søskende af deres far med daglig træning, madrationering og vejning. Da hans far en dag bliver indlagt, beslutter Nicolai at påtage sig farens rolle.

'Bedemanden' / Martin Winther Nielsen

Lars er en fraskilt bedemand på fallittens rand, som har en undskyldning for alt. En dag finder han ud af, at han har undskyldt sig ud af sin datters liv.

Filmene vises i to omgange fredag den 4. februar kl. 19.00 og 21.00. Fest og networking i Asta Bar. Genvisning fredag den 18. feb. kl. 19.00 (uden fest). 

Der er fri entré, og billetter kan bestilles på telefon 3374 3412.