Se finalefilm til den prestigefyldte LUX-pris - gratis!

LUX-prisen - Europa-Parlamentets filmpris - har til formål at støtte europæisk film og kultur og at fremme debatten om europæiske værdier. Se de tre finalefilm ganske gratis 26.-28. januar. Cinemateket får bl.a. besøg af hovedrolleindehaver Koudous Seihon fra italienske 'Mediterranea'. Efter alle tre forestillinger bydes publikum på et glas.

Mustang - årets LUX-vinder

Vinderen af årets LUX-pris er denne fransk-tyrkisk producerede - og Oscar-nominerede - perle. Det er først på sommeren. I en landsby i det nordlige Tyrkiet leger Lale og hendes fire søstre uskyldigt med nogle drenge på vej hjem fra skole. Deres umoralske leg udløser en skandale, der får uforudsete konsekvenser. Familiens hjem forvandles gradvist til et fængsel, husholdningspligter erstatter skolegangen, og pigernes ægteskab begynder at blive arrangeret. De fem søstre, som er drevet af den samme længsel efter frihed, forsøger at komme udenom de begrænsninger, som de er underlagt. Vises tirsdag 26. januar kl. 19:00.

The Lesson

Da den unge lærerinde Nade opdager, at der har været tyveri i hendes klasse, vil hun statuere et eksempel. Men Nades families hus er i fare for at blive sat på tvangsauktion, og i en desperat jagt på penge, tager vores heltinde mere og mere desperate midler i brug. Den lektie, hun ønsker at lære tyven i klassen, står efterhånden i stærk kontrast til nogle af de valg, hun ser sig nødsaget til at træffe i sit private liv. Fortællingen om Nades kamp for at holde sammen på sin tilværelse og lille familie, er baseret på virkelige hændelser, og resultatet er en stramt komponeret og helstøbt debutfilm, der tager sociale og økonomiske forhold i Bulgarien op til kritisk revision. Med sit stærke engagement i sin hovedperson og den verden, der omgiver hende, lægger 'The Lesson' sig i fin forlængelse af den europæiske tradition for socialrealisme, som vi kender den fra mestre som Dardenne-brødrene og Ken Loach. Men ’The Lesson’ er samtidig en underholdende Kafkask thriller, tilsat befriende lakonisk humor. Vises tirsdag 27. januar kl. 16:30.

Mediterranea med skuespillerbesøg

Ayiva forlod for nylig sit hjem i Burkina Faso for at finde en måde at forsørge sin søster og datter på. Han udnytter sin position i en ulovlig smugleroperation til at bringe sig selv og sin bedste ven Abas væk fra Afrika. Ayiva tilpasser sig livet i Italien, men da spændingerne i forhold til lokalsamfundet stiger, bliver situationen mere og mere farlig. Han er besluttet på at få sin nye situation til at fungere og forsøger at trodse stormen, men det har sine omkostninger. Vises tirsdag 28. januar kl. 16:30.

Tid: 26., 27. og 28. januar
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Billetbestilling: Cinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400