Sprogfejring med filmstjerner på udebane

Mærkedagen for fransk sprog 20. marts fejres med bl.a. Jeanne Moreau, William Hurt og Catherine Deneuve i grænseoverskridende roller.

William Hurt taler fransk, Jeanne Moreau giver den som mandeglad estisk gnavpot, og Catherine Deneuve rejser Europa tyndt, når Cinemateket den 20. marts markerer, at den frankofone (fransksprogede) verden er større, end de fleste tror. I alt anslås 220 millioner mennesker at være ‘frankofone’, og sammenslutningen af fransktalende nationer har 57 medlemslade spredt over fem kontinenter.

Onsdag den 20. marts er Den Internationale Frankofonidag, og Cinemateket ønsker ’BON VOYAGE’ med et udvalg på seks rejsefilm – alle på fransk, men fra overraskende lande som Estland over tidligere franske kolonier som Burkina Faso til Québec-regionen i Canada. Og selvfølgelig også fra frankofone europæiske lande som Frankrig, Belgien, Schweiz og Luxembourg. Den ene foregår i Portugal!

Fælles for filmene er, at de handler om rejser og møder med andre kulturer.

På selve Frankofonidagen vises tre film:

Kl. 16.45: 'Le Démantèlement' (Sébastien Pilote, Canada, 2013): ”Formidabel” skrev det franske filmsite Abus de ciné om Gabriel Arcands præstation og beskrev filmen som ”Balzacs ’Far Goriot’ omsat til vores dage”. Titlen betyder ’afmonteringen’ og henviser til det hjem, gårdejeren Gaby Gagnon beslutter sig for at afhænde, da hans ældste datter kommer i pengenød. Vises onsdag 19. marts kl. 16.45 og igen fredag 21. marts kl. 19.15.

Kl. 19.00: 'Beloved' (Christophe Honoré, Frankrig, 2011): Catherine Deneuve, Ludivine Sagnier, Chiara Mastroianni og Milos Forman byder på en både vemodig og musical-charmerende rejse fra 1960’ernes Prag gennem 80’ernes London og via Rheims, Montreal til Paris i vore dage. Vises onsdag 19. marts kl. 19.00 og igen lørdag 22. marts kl. 14.00.

Kl. 21.30: 'A Lady in Paris' (Ilmer Raag, Estland/Frankrig, 2012): “Skønt Jeanne Moreau først dukker op 20 minutter inde i filmen, stråler hun og stjæler samtlige scener, hun er med i,” skrev Variety. Moreau spiller en stridbar, gammel dame, der helst bytter sin hjemmehjælper for alenetid med sin tidligere elsker. Vises onsdag 19. marts kl. 21.30 og igen søndag 23. marts kl. 19.00.

I ugens løb vises desuden:

'The Place In Between' - identitetsmæssig og geografisk rejse til Burkina Faso. Vises tirsdag 18. marts kl. 16.45 og fredag 21. marts kl. 21.30.

'Longwave' – schweizisk 70’er-komedie. Vises tirsdag 18. marts kl. 19.15 og tirsdag 25. marts kl. 16.45.

'Maddened by his Absence' – William Hurt i intenst luxembourgsk-belgisk-fransk drama. Vises torsdag 20. marts kl. 21.30 og lørdag 22. marts kl. 16.45.

Tid: ’BON VOYAGE – Rejser i den frankofone verden’ fra 18. - 25. marts.
Sted:
Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12