Circo indtager manegen

Månedens dokumentar i Cinemateket er 'Circo'. Et smukt fotograferet karakterstudie, der går tæt på en familiekrise i en livsstil, som er ved at blive overhalet af udviklingen.

Af alle de halsbrækkende stunts, som Ponce-familien udfører i 'Circo' er det mest imponerende, at familien holder liv i deres lille nedslidte cirkus, som turnerer rundt til mexicanske småbyer. Circo Mexico, der tilbyder såvel tigerdressur som dødsdromkørsel, har udgjort familiens levebrød i flere generationer. Publikumsinteressen for den urgamle underholdningsform er imidlertid dalende, gælden vokser, og arbejdet er ekstremt krævende. Instruktøren Aaron Schock har fulgt den lille karavane i flere måneder og blænder op for en farverig og fascinerende cirkusverden og for et indfølt studie af et ægteskab og en familie i krise.

Se 'Circo' i Cinemateket fra den 24. – 29. marts kl. 19.15.

Anmelderne skriver

"Der er cirkus i byen. Kun en uge frem. I Cinemateket. Køb straks en billet." Nanna Frank Rasmussen – Morgenavisen Jyllands-Posten ★★★★★

"En usædvanligt indtagende film, som gør én let om hjertet og munter til mode." Ebbe Iversen – Berlingske ★★★★

"Den smukt filmede 'Circo' følger mande- og maskefaldet, når forestillingerne i et træt mexicansk cirkus er forbi." Dorte Hygum Sørensen – Politiken (Film/s. 6) ♥♥♥♥