Lille, stor Venedig-vinder tager også anmeldernes hjerter

MÅNEDENS FILM i december er et værk i julens sande ånd: En film, der uden at løfte pegefingre minder os om sammenholdets og omsorgens betydning i en verden, hvor alt for meget klares per sms. Se Ann Huis livsbekræftende fortælling ’A Simple Life’ fra torsdag den 6. til søndag den 16. december – alle dage kl. 19:15.

Månedens film i Cinemateket er Ann Huis 'A Simple Life', der får følgende ord med på vejen fra Filmlands anmelder Per Juul Carlsen:

★★★★ "En af den slags åbenbaringer, der understreger at man kan fortælle historier om hvad som helst ... Ann Hui tror på varmen og vigtigheden i sin historie, hele vejen igennem, og som tilskuer er man aldrig i tvivl om at de to hovedpersoner har et meget stærkt bånd til hinanden."

En usentimental tåreperser

Det lyder naturstridigt, men det er præcis, hvad Månedens Film i december er. ★★★★★ "A Simple Life tvinger ikke tårerne frem på den sædvanlige amerikanske pathos-dryppende facon, og tak for det," siger OnFilms anmelder Liv Lindtner Reese

Filmen, der ifølge filmkritikeren Roger Ebert ”er en af årets bedste,” tegner på poetisk vis et portræt af det sidste kapitel i et menneskes liv og blev belønnet med hele fem priser i Venedig  - bl.a. vandt Deannie Yip skuespilprisen for sit rørende portræt af den grånende husholderske Ah Tao, hvis helbred svigter efter at have tjent den samme familie i 60 år.

Tillad os at præsentere … Ann Hui

Bag kameraet finder vi Ann Hui, der endnu er ukendt herhjemme, men som i Hongkong nyder anseelse som seriøs instruktør på linje med Wong Kar-wai (‘In the Mood for Love’). I ’A Simple Life’ fortæller hun indfølt om det stille liv med relationen mellem Ah Tao og den yngste af familiens sønner, Roger, som omdrejningspunkt.

♥ ♥ ♥ ♥ "Filmen skildrer et forhold, der er uventet kærligt ... hvor det ikke bare er tanken, men handlingen, der tæller." (Sophie Engberg Sonne).

Nem at forstå, men alt andet end simpel

Ann Hui beskriver med masser af nerve, men helt uden sentimentalitet en situation, hvor to menneskers roller ufrivilligt og pludseligt byttes om: Ah Tao bliver ramt af et slagtilfælde og filminstruktøren Roger, spillet med imponerende tilbageholdenhed af popsanger og action-ikon Andy Lau (’As Tears Go By’ og ’Internal Affairs’), skal nu tage hånd om sin forhenværende tjener.

Nok er 'A Simple Life' en lille film, men den takler store, eviggyldige temaer. Per Juul Carlsen skriver:

"Den har den ingen voldsomme plottwists, ingen pludselige udbrud af had eller vold, ingen temperamenter, der slår gnister og slet, slet ingen biljagter ... Ingen kan være i tvivl om hvor enormt et hul i sjælen Roger skal gå rundt med når Chung har fået sit sidste slagtilfælde. Det er nemt at forstå, men det er alt andet end simpelt".

Den er NB! Husk, at den første visning af Månedens Film som altid er gratis for medlemmer.

Tid: 6.-16. december
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf.3374 3412