'The Reaper' - med besøg af skuespiller Zlatko Buric

NY KROATISK FILM med besøg. Deltag i slutspurten på filmfestivalen ’East by Southeast’ i Cinemateket. Fredag den 30. oktober viser vi det kroatiske drama 'The Reaper' med besøg af den dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Buric.

Den kroatiske instruktør Zvonimir Juric har med 'The Reaper' skabt en fortælling om fortidens krig dens utilgivende greb om nutiden. Med tre historier der foregår på én nat, viser Juric en virkelighed fyldt med frygt og usikkerhed efter kommunismens fald.

Da hendes bil bryder sammen på en bælgmørk landevej, får den midaldrende Mirjana et lift med traktorføreren Ivo. Under et stop på en tankstation bliver Mirjana bekendt med, at Ivo 20 år tidligere sad i fængsel for voldtægt, men hun går efter et øjebliks tøven alligevel tilbage til traktoren. Hvad der starter som en horror-film udvikler sig til et intenst socialt drama, og nye karakterer introduceres undervejs i den blændende fortællestruktur, herunder en lokal værthusejer, spillet med bravur af dansk-kroatiske Zlatko Buric. 

'The Reaper' er en dansk/kroatisk co-produktion. Filmen vises med besøg af Zlatko Buric fredag den 30. oktober.

Tid: Fredag den 30. oktober kl. 17.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.
Billetbestilling: Cinemateket.dk og tlf. +45 3374 3400