'Tjek' dem ud

Stor serie med ny tjekkisk film i februar. Særarrangementer med skuespiller- og instruktørbesøg den 4. og 7. februar.

De seneste år er den tjekkiske filmindustri for alvor kommet igang igen, og Cinemateket giver dig med februar måneds serie 'Tjek dem ud' muligheden for at få et overblik over et alsidigt tjekkisk filmlandskab.

Se Jan Sveraks hjertevarme 'Empties' - en livsbekræftende komedie og den største tjekkiske biografsucces nogensinde. En 65-årig lærer lader sig nødtvungent pensionere og ender som flaskedreng i det lokale supermarked. I den fascinerende portrætfilm 'Citizen Havel' kan man opleve Tjekkiets første præsident Vaclav Havel recitere digte og anbefale spisesteder til Rolling Stones.

Fakta

Bestil billetter og læs mere om alle film i serien med ny tjekkkisk film - 'Tjek dem ud'

Tjekkisk besøg

Cinemateket får besøg af den tjekkiske skuespillerinde Ana Geislerovà og instruktøren Petr Zelenka. De præsenterer hver deres film i serien, og giver hermed Cinematekets publikum en unik chance for at få et indblik i filmsituationen i et land hvor omkring 35 procent af den nationale markedsandel udgøres af filmproduktion - en af de højeste i Europa.    

Oscar-nomineret drama

Den 4. februar kl. 19:15 introducerer skuespillerinden Ana Geislerovà storfilmen 'Zelary' fra 2003. Hun spiller den unge medicinstuderende Eliska, der arbejder på et hospital under 2. verdenskrig og er frihedskæmper. Da nazisterne begynder at optrevle modstandsbevægelsen, må hun skjule sig i den idylliske bjerglandsby Zelary. Her indgår hun et proforma ægteskab med skovarbejderen Joza. I starten tænker Eliska kun på, hvordan hun skal komme væk fra denne udørk, men gradvist udvikler Eliska og Jozas forhold sig til sammenhold og kærlighed. Krigen afbryder brat den relative fred i Zelary. Filmen er usædvanlig velspillet og smukt fotograferet.

Bestil billetter til 'Zelary - særarrangement med besøg' eller se 'Zelary' uden introduktion.

Dostojevskij drama i nedlagt polsk stålfabrik

Søndag den 7. februar kl 16:45 introducerer instruktøren Petr Zelenka filmen og deltager i en diskussion om filmsituationen i Tjekkiet. Filmen sammenvæver elegant Dostojevskijs berømte 'Brødrene karamazov' med, hvad der sker i kulisserne da en tjekkisk teatertrup skal opføre dette drama i en nedlagt stålfabrik. Den fænomenalt spillede og flot fotograferede sceneopførelse er i sig selv billetprisen værd, men sidehistorierne tilfører filmen ekstra nuancer og understreger det tidløse i Dostojevskijs mesterværk.

Bestil billetter til 'The Karamazovs - særarrangement med besøg' eller se 'The Karamazovs' uden introduktion.

Nye dokumentarfilm og Den lille Rødhætte

Også nyere tjekkisk dokumentarfilm er repræsenteret i Cinematekets brede vue over det tjekkiske filmlandskab. Se bl.a. 'René' der vandt Det Europæiske Filmakademis Prix Arte - et nærgående portræt af en intelligent og veltalende ung mand - og hans omflakkende liv ind og ud af fængsler over en periode på 18 år. Mens Tjekkiet oplever store politiske omvæltninger, synes Renés eneste tegn på udvikling at være den voksende mængde tatoveringer, der gradvist dækker hele hans krop.

Derudover kan du også se 'Czech Dream' der på humoristisk og intelligent vis tematiserer den kapitalistiske drøm i Tjekkiet 20 år efter fløjlsrevolutionen. Filmen følger to filmstuderende, der - finansieret af statslige støttemidler - forbereder galla-åbningen af et nyt stort indkøbscenter, Czech Dream, uden for Prag. De bestiller en stor reklamekampagne hos et af Tjekkiets mest kendte reklamebureauer. I maj 2004 ankommer tusindvis af mennesker til den store åbning. Czech Dream viser sig imidlertid ikke at være andet end en stor farvestrålende papfacade på en bar mark

Du kan også opleve 'Who´s Afraid of the Wolf' om den fem-årige Terezka (se billedet), der med barnlig opmærksomhed bemærker forandringer i hendes mors opførsel. Terezka tror at moderen er blevet erstattet af et rumvæsen. Sandheden er at hun blot forsøger at genoplive den opera-karriere hun havde før Terezkas fødsel. Branchebladet Varietys anmelder kaldte filmen "mageløst nytænkende" og beskrev den som "Stramt fortalt, smukt realiseret, uimodståeligt spillet".

Den tjekkiske filmserie er arrangeret i samarbejde med Czech Film Center, Czech Airlines og Den Tjekkiske Ambassade.