Overrumplende Bach-fortolkninger og baggårdskoncert fra Island

Søndag den 10. marts byder Musikfilm Festivalen og Cinemateket på to stemningsfulde dokumentarfilm. Den klassiske musik tages til nye surrealistiske højder i Pere Portabelles’ vidunderlige ’The Silence Before Bach’, mens ’Backyard’ er en uforlignelig fremstilling af Reykjaviks musikscene.

Johann Sebastian Bach anno det 21. århundrede
Et klaver kastes i havet fra voldsom højde, endeløse rækker af cellister spiller Bachs solosuiter i en kørende metro, en lastbilchauffør spiller Bach på sin mundharmonika, og et selvspillende klaver danser rundt, mens det fremfører Goldberg-variationerne. Den 83-årige spanske instruktør Pere Portabellas fortid som samarbejdspartner med Luis Buñuel fornægter sig ikke. En anderledes surrealistisk Søndagsmatiné om en af musikhistoriens største genier, Johann Sebastian Bach (1685-1750), der effektivt dementerer, at klassisk musik kun er for en indforstået elite.

10. marts kl. 16:45: Søndagsmatiné: ’The Silence Before Bach’.

Koncertmagi blottet for selviscenesættelse
At en low-key baggårdskoncert i Reykjavík skulle blive en af de mest spændende og intime musikbegivenheder på Island i 2009, var der ikke mange, der havde gættet på. En gut ved navn Árni Runar inviterede et par lokale indiebands (bl.a. Múm, FM Belfast og Hjaltalín) til en live-optagelse i sin baghave, samlede noget udstyr sammen og bad om godt vejr. Filmen 'Backyard' indfanger den helt særlige synergi og varme, som publikum og de optrædende sammen skabte den dag. Den sympatiske stemning smitter: ’Alle bandsene fremstår fuldkommen strippet for den kælne selviscenesættelse, indie ellers er så rig på,’ skrev Politiken således om filmen.

10. marts kl. 19:15: 'Backyard'.

Islandsk mini-tema
’Backyard’ indleder også Festivalens mini-tema om islandsk musik. Søndag d. 17. kl. 16:45 kan du opleve en en purung Björk i 'Rock in Reykjavik', Fridrik Thór Fridrikssons dokumentar om vulkanøens punk- og new wave-miljø fra 1978-82. Weekenden skydes i gang med Sigur Rós-koncertfilmen ’Heima’ i Friday Late Night-biffen d. 15. kl. 21:30, og der er happy hour-bar med håndplukkede islandske dj's allerede fra kl. 20. Husk i øvrigt vores serie med 8 nyere islandske spillefilm.   

Læs mere om filmene og Musikfilm Festivalens samlede program her.

Tid: 10. marts.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.
Billetter: Online eller i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, 1123 København K.