Dansk nyuddannet instruktør vandt Nordisk Talentpris

Space Monkeys
Jan Rahbek, der afsluttede den Danske Filmskoles animationslinje i sommer, vandt lørdag den 8. september Nordic Talents Pitch Prize. Prisen uddeles til en af afgangseleverne fra de nordiske landes filmskoler for det bedste oplæg til en film.

Prisen består af 250.000 norske kr., som er øremærket til at udvikle vinderens kommende film.

Jan Rahbeks musikalske og perfekt timede afgangsfilm er den 3D-animerede, hylende morsomme rumhistorie "Space Monkeys", som ifølge ham selv indeholder alt det, han elsker: "aber på film, sci-fi og gang i den".

Hans kommende animationsfilm "Carlos Kasino" er en historie om aben Mani, som vil udføre et røveri på gangsteren Carlos' spillekasino, for at bevise at Carlo er en svindler. Men Mani har bare ingen erfaring som røver.

Jan Rahbek modtog for 3 uger siden Animationsjuryens Talentpris på Odense Filmfestival for "Space Monkeys".

Se et klip fra "Space Monkeys".