Engelsk tv-hold skudt af dansker

Ved verdens ende

Under optagelserne til et engelsk naturprogram i den indonesiske regnskov blev et engelsk tv-hold skudt af en dansker.

Det er den handling, som sætter gang i Tomas Villum Jensens spillefilm "Ved verdens ende", der i disse dage er under optagelse, ikke i den indonesiske jungle, men i Australien. Anders Thomas Jensen står bag manuskriptet til M&M Productions action-komedie.

Danskeren, spillet af Nikolaj Coster-Waldau, skaffer sig af med tv-holdet, da det finder en særlig, hvid blomst. Nikolaj Lie Kaas spiller en kriminalpsykiater, som bliver sendt til Indonesien med sin sekretær for at mentalundersøge danskeren, der ikke alene påstår, at han er 129 år gammel, men også at bladene fra den hvide blomst giver evigt liv.

I filmens andre roller ses Steven Berkoff og Kee Chan sammen med danskerne Birgitte Hjort Sørensen, Nicolas Bro, Ulf Pilgaard, Birthe Neumann, Søren Pilmark og Peter Schrøder.

Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut. Der er forventet premiere den 9. oktober 2009.

Ved verdens ende

[Foto: Ben Rothstein]