Berlin - Dag 8

Billede til artiklen Berlin - Dag 8
International markedsføring af Thomas Vinterbergs kommende film "Submarino".

Online-magasinet ScreenDaily rapporterer fra Berlin, at det tyske selskab Match Factory har indgået aftale med danske Nimbus Film om at sælge Thomas Vinterbergs nye lowbudget-film "Submarino" internationalt.

Filmen, der begyndte optagelser midt i januar, er baseret på Jonas T. Bengtssons anmelderroste roman af samme navn. Jakob Cedergren spiller den voldsdømte og stærkt alkoholiserede Nick og Peter Plaugborg hans lillebror, som er narkoman og alenefar. De to brødre ses næsten aldrig, da de har en tung fortid til fælles. Vinterberg udtaler selv om filmen, at det er en "meget mørk film", der dykker ned i Skandinaviens mørke hjerte, som ScreenDaily skriver.

Det er ikke første gang, at Match Factory arbejder sammen med Nimbus Film. Tidligere har det tyske selskab varetaget det internationale salg af Ole Christian Madsens "Flammen og Citronen" og Søren-Kragh Jacobsens "Det som ingen ved".

"Submarino" produceres af Morten Kaufmann for Nimbus Film og er tredje film i aftalen "NY" mellem Nimbus Film og TV 2.