Afhængigheden af et andet menneske kan blive en sygdom, mener instruktøren Heidi Maria Faisst, der spillefilmdebuterer med dramaet "Velsignelsen", om en ung, nybagt mor, der har svært ved at frigøre sig fra sin egen mor.
Af Christian Monggaard
Heidi Maria Faisst har engang beskrevet sine film som nogle "små, lukkede sataner". Hun griner stort, da jeg beder hende forklare, hvad hun mente. "Det var faktisk ikke ment som en selvkritik," siger hun. "Hvad jeg mener er, at jeg godt forstår, hvis mine film kan være svære at holde ud at se. Måske er det mig selv, der er en lille, lukket satan. Selv om jeg ikke ser sådan ud."
"Mine film er meget tematiske og ikke særlig plotdrevne. Der er ikke en eller anden nem historie, som man bare kan hoppe med på, og hvor der så er et hårdt tema nedenunder. Hver eneste scene handler om temaet i stedet for plottet. Det er i hvert fald det, jeg forsøger, for det er det eneste, som interesserer mig. Jeg er ikke så god til det dér med at finde på et plot."
Heidi Maria Faisst debuterer som spillefilminstruktør med dramaet "Velsignelsen", der handler om en ung kvinde, Katrine (Lærke Winther), som får en depression efter at have født sit første barn. Hendes kæreste er nødt til at rejse bort i et par dage, og Katrine vender sig mod sin mor, som hun tydeligvis har et anstrengt forhold til.
"Jeg tager som regel udgangspunkt i et eller andet, som jeg selv roder med, ikke nødvendigvis i mit fysiske liv, men oppe i hjernen eller inde i maven," siger instruktøren om baggrunden for filmen.
"I den periode, hvor "Velsignelsen" blev til, tænkte jeg meget over, hvorfor jeg ikke havde fået børn. Jeg er 36 år, men det er aldrig noget, jeg har haft lyst til. Jeg tænkte, at det i virkeligheden handlede om, at jeg var skidebange for, at der kom et barn ud af mig, og så kunne jeg ikke mærke, at jeg elskede det. Rent tematisk startede det dér. Hvad er det egentlig for noget, det dér med at være bange for ikke at kunne elske?"
"Jeg begyndte at gå længere ned i det. Det handler om at være bange for at være forkert og ikke være som alle de andre. Ikke at kunne leve op til alt det, der forventes af én som mor. Ud af det kom, at jeg godt kunne tænke mig at lave en film om det at være bange for at få et barn."
Manuskript først, research bagefter
Mens hun skrev på filmen, gik det op for Heidi Maria Faisst, at der er mange kvinder, som har oplevet at få en depression efter at have født. "Det kan godt være, at det kun er de første 14 dage, men de har tænkt, 'jeg vil bare væk herfra!' Jeg var meget overrasket. Det var over halvdelen af dem, som jeg talte med, der sagde, at 'sådan havde jeg det også.' Det var ret vildt."
Heidi Maria Faisst foretrækker dog først at lave sin research, når hun har skrevet sin historie, forklarer hun. "Derefter går jeg ud og tjekker, hvor meget af det, jeg selv tror og tænker, er rigtigt. Jeg er ikke så meget for at lave research først og så skrive en historie. Jeg synes, at det begrænser mig. Det er enormt dejligt at tro på, at jeg ved noget om følelser. Og det, der ikke passer, må jeg jo så lave om."
Når Heidi Maria Faisst har fundet et tema, hun gerne vil udforske, er hun nødt til at gøre det, som hun ikke bryder sig så meget om, nemlig at skabe en ramme og skrive en historie, hun kan putte sit tema ind i.
""Velsignelsen" begyndte med, at Katrines mor slet ikke var med. Der var en kvinde og en ung pige med, som hjalp Katrine med at passe barnet, og så blev hun enormt jaloux over, at den unge pige følelsesmæssigt kom tættere på barnet, end hun selv gjorde. Problemet var, at jeg ikke kunne skrive det. Da jeg skiftede den unge pige ud med Katrines mor, skrev manuskriptet nærmest sig selv. Jeg har jo et eller andet med mødre og døtre. Dér har jeg meget stof. Der kommer mange scener, og når jeg prøver at komme uden om det, går jeg lidt død."
Afhængighed er en sygdom
Flere af Heidi Maria Faissts kortfilm, ikke mindst "Liv" (2006) og "Frederikke" (2007), handler således også om det problematiske forhold mellem mødre og døtre.
"Det er historier om at holde fast på noget, som ikke er sundt," siger hun. "Det interesserer mig. En dag kan det være, at jeg kan finde ud af også at lave en almindelig kærlighedshistorie mellem en mand og en kvinde, men det kaster ikke så meget af sig for mig. Det afhængighedsforhold, som forældre og børn har til hinanden, er mere fatalt - ligegyldig om de vil det eller ej, ligegyldig om de nærmest har skubbet hinanden fra sig og hader hinanden. Hvis du hader og er vred på dine forældre, er du lige så afhængig, som hvis du havde dem i nærheden og hele tiden var sammen med dem."
"Det er blevet mit blik på verden. Jeg kan se, at alle vores problemer stammer fra vores baggrund og vores familierelationer. Det kan også være relationerne mellem bror og søster."
Heidi Maria Faisst synes i det hele taget, at afhængighed er interessant. "Alt, hvad der handler om alkoholisme og stoffer. Det er en sygdom. Også afhængigheden af et andet menneske kan blive en sygdom. Hvorfor er det, at vi nogen gange taber os selv fuldstændig, fordi vi enten vil have kærlighed eller opmærksomhed eller anerkendelse? Det er enormt menneskeligt, enormt spændende og enormt sørgeligt. Det er mit ønske, at alle folk engang imellem kunne få lov til at blive fri for de dér afhængigheder. Der er så meget bundet i det."
Et frygteligt tragikomisk liv
Man skal bare ikke forveksle det personlige med det selvbiografiske, understreger Heidi Maria Faisst. "Det er forfærdeligt engang imellem. Jeg er nødt til at forklare min egen mor, 'mor, det er ikke dig.' Og hun er helt, 'åh nej, handler din næste film også om det. Jeg kan ikke holde det ud.' Hun tænker også meget over, hvorfor jeg laver de film. Jeg er sikker på, at der er ting, som hun kan genkende. Mine karakterer er ét stort miks af alle mulige familier, og det er kun mig selv, der ved, hvor jeg henter de enkelte ting fra."
Indimellem er det hårdt at bevæge sig rundt i de mørke, dramatiske universer, der udgør Heidi Maria Faissts film, fortæller instruktøren. Hun skriver sine manuskripter alene, og derfor er det vigtigt at have gode mennesker omkring sig til at læse og komme med gode råd.
"Men samtidig med, at det er hårdt, morer jeg mig også meget. Meta (Louise Foldager, Faissts faste producer, red.) og jeg griner sindssygt meget, når vi laver de her film, fordi vi begge synes, at der er noget frygteligt tragikomisk ved vores egne liv, når vi fucker det hele op og ikke kan finde ud af en skid. "Liv", synes jeg selv, er ret humoristisk. "Velsignelsen" er nok ikke lige så sjov."
"Velsignelsen" er ligesom "Liv" produceret med støtte fra talentudviklingspuljen New Danish Screen. Budgettet har derfor ikke været stort, men Heidi Maria Faisst føler ikke, at produktionen har været presset.
"Jeg tror aldrig, at jeg har fået en ide, som er 'stor' - på den måde at der skal mange locations og det helt store apparatur til. Jeg kommer altid med de nære, psykologiske historier. Mine ideer er de små, lukkede universer. På den måde passer jeg godt til New Danish Screen. Hvis jeg har en film med et begrænset budget, vil jeg hellere skrive en historie, der passer til. Hvorfor skal jeg gå og få stress over, om jeg kan nå at filme det? Det er røvkedeligt."
[Foto: Jan Buus]