Facts & Figures 2009 er netop udkommet

Billede til artiklen Facts & Figures 2009 er netop udkommet
Det Danske Filminstitut har op til Cannes udgivet den årlige "Facts & Figures" med tal og fakta om dansk film.

Statistikken bekræfter, at 2008 var det bedste biografår for dansk film i 30 år. Det danske biografmarked havde en generel optur med over 13 mio. solgte billetter - og dansk film solgte mere end 4 mio. billetter, det højeste antal siden 1978.

Selvom storfilmen "Flammen & Citronen" med mere end 670.000 solgte billetter uden sammenligning var det største hit ved billetlugerne, understregede biografåret 2008 igen dansk films diversitet og tyngde. Fire andre meget forskellige danske film solgte mere end 300.000 billetter, nemlig "Blå Mænd", "Rejsen til Saturn", "Far til fire på hjemmebane" og "To verdener".

Danske film trækker mere end dobbelt så mange i biografen som amerikanske
Tallene bekræfter også dansk films gennemslagskraft i et marked domineret af amerikanske film. I de danske biografer blev der i 2008 vist 106 amerikanske film og 28 danske film. De amerikanske film havde et gennemsnitligt billetsalg på 64.000 billetter, hvor de danske film havde et gennemsnit på 153.000 billetter.

Med knap 15 % af titeludbuddet trak danske film en hjemmemarkedsandel på mere end 30 %, og 8 danske film blander sig med 10 amerikanske og 2 engelske film på top 20-listen.

35 % af billetterne til danske film sælges i udlandet
Dansk film klarer sig også godt i udlandet; 17 ud af 28 premieretitler er solgt til udlandet, det højeste antal i 3 år. Dansk film henvender sig primært til det såkaldte "art house segment" på navnlig det nordiske, men også det europæiske marked.

I gennemsnit sælges der 2 mio. billetter årligt i udlandet til danske film. Det svarer til, at ca. en tredjedel af alle solgte billetter til danske film, sælges i udlandet (gennemsnit for perioden 2003-2006). For et lille sprogområde som det danske understreger det udlandets betydning for afsætningen, men også dansk films afhængighed af eksportmarkederne.

Danske producenter er attraktive ko-produktionspartnere
Også i forbindelse med produktionen har Danmark et intensivt samarbejde med udlandet - og en stor afhængighed. Danske filmproducenter er attraktive samarbejdspartnere, og dansk film er et tiltrækkende investeringsobjekt.

Filmene støttes i stort omfang af vores vigtigste samhandelspartnere i Norden og Europa samt af de nordiske og europæiske ko-produktionsfonde.

I 7 ud af i alt 20 DFI-støttede danske film deltog udenlandske producenter i produktionen, og det gav mulighed for at tiltrække international kapital.

Dansk film er godt tv
De 8 største tv-kanaler i Danmark viste i 2008 mere end 170 forskellige danske spillefilm. I gennemsnit opnåede filmene 170.000 seere. De danske voksenfilm har en stor gennemslagskraft på tv, og især børne- og familiefamiliefilmene topper top 20-listen for dansk film på tv.

Filmstriben
Et væsentligt vindue for kort- og dokumentarfilm er Filmstriben, en video-on-demand portal, udviklet i samarbejde med Dansk Biblioteks Center. Filmstriben rummer i øjeblikket ca. 550 titler af primært kort- og dokumentarfilm, der for eksempel kan bruges i skoleundervisningen. Knap 2000 folkeskoler og biblioteker har indtil videre tilmeldt sig portalen.

Public Service Puljen
Som noget nyt har Filminstituttet på grundlag af den politiske Medieaftale 2007-2010 etableret Public Service Puljen. Puljen støtter tv-drama og -dokumentar på de kommercielle tv-kanaler og giver dermed mulighed for, at flere af tv-branchens aktører tør satse på at udvikle og sende originale, danske public service-programmer af høj kvalitet.

I 2008 fik 30 forskellige projekter støtte, svarende til 47 timers public service-tv fordelt på 82 programmer.

Computerspil
2008 var også året, hvor Filminstituttets nye støtteordning til udvikling af computerspil blev etableret inden for rammerne af New Danish Screen. Ordningen, der støtter originale spil egnet for børn og unge, skal stimulere såvel den kreative som den forretningsmæssige talentudvikling i den danske computerspilbranche. I alt 14 projekter opnåede udviklingsstøtte i 2008.

Dansk filmpolitik
Årets Facts & Figures afspejler således, at dansk filmpolitik og Filminstituttets aktiviteter gennem de senere år har udviklet sig. Tyngden er fortsat på filmen som kunstart og på den danske film- og biografkultur, men der satses også bredere på den kreative og kunstneriske udvikling på det audiovisuelle område.

Facts & Figures 2009 (pdf)