Dansk dokumentarserie stor-sælger i udlandet

Billede til artiklen Dansk dokumentarserie stor sælger i udlandet
Hele 24 lande har købt ideen bag TV 2's dokumentarserie "Helt ærligt, mor og far!", hvor fire børn betror sig til kameraet om livet og hverdagen med deres travle karrieremindede forældre.

Det internationale tv-marked viser i stigende grad interesse for skandinaviske tv-ideer, ifølge det internationale distributionsselskab Nordisk Film TV World. Selskabet har i den senere tid solgt rettighederne til ideen bag de succesfulde TV 2-programmer "Klamphuggerne" og "Alarm 112", og i forbindelse med tv-festivalen MIPTV i Cannes er rettighederne til dokumentarserien "Helt ærligt, mor og far!" blevet solgt til ikke mindre end 24 lande - heriblandt USA, Storbritannien, Australien, Tyskland, Frankrig og Spanien.

"Nordiske formater er i høj efterspørgsel ude i verden. Vi står for en høj grad af kvalitet og kreativitet, og det nordiske publikum er krævende. De er veluddannede, kritiske og vil se tv af høj kvalitet. Kombinationen af en stærk historiefortælling og en høj produktionskvalitet gør at tv-købere i hele verdenen med interesse følger vores marked nøje," fortæller Karoline Spodsberg, International direktør hos Nordisk Film TV World, til tv2.dk.

I "Helt ærligt, mor og far!" går vi tæt på Jakob, Klara, Jonas og Helena - fire børn i alderen 10-13 år, som i hver deres familie er oppe imod karrierer, mobiltelefoner og e-mails i kampen om forældrenes opmærksomhed. I programserien får børnene præsenteret de voksne for hudløse og præcise syn på deres arbejdsliv. Ni måneder senere vender filmholdet tilbage for at se, om der er sket en forandring.

"Helt ærligt, mor og far!" er tilrettelagt af Louise Detlefsen og Anja Kvistgaard Marrott. Serien er udviklet og produceret af Mette Heide for Team Productions med støtte fra filmkonsulenterne Miriam Nørgaard og Michael Haslund-Christensen ved Det Danske Filminstitut.

Programserien havde dansk tv-premiere på TV 2 i januar 2009.

(Red. den 11. maj: Producenten oplyser, at det er options til formatet, der er solgt, ikke selve formatet.)

[Foto: Thomas Marott / TV 2]