102 internationale priser til danske film

Danske film modtog i 2006 ikke mindre end 102 internationale priser på filmfestivaler spredt over hele kloden, inklusive special mentions eller hædrende omtaler.

Med programmet Google Earth kan man se, hvor priserne blev uddelt på jordkloden.
Liste over de 102 priser og special mentions.

"Drømmen" fra 2006 var den helt store topscorer. Den hentede 23 af priserne. "Adams æbler" fra 2005 vandt de 12 af priserne, og "En soap" fra 2006 modtog 9.

Af de 102 priser gik 57 til spillefilm produceret med støtte fra Filminstituttets konsulentordning, 17 til dokumentarfilm produceret under konsulentordningen, 15 til film produceret under støtteordningen New Danish Screen, 6 til spillefilm produceret under 60/40-ordningen og 6 til film produceret på DFI/Filmværkstedet.

Det Danske Filminstituts festivalteam varetager samarbejdet med festivaler over hele verden. Festivallanceringen foregår i tæt samarbejde med filmenes producenter og salgsselskaber. Når filmene er opkøbt i de enkelte lande, gør også de lokale distributører i mange tilfælde en indsats for at få filmene ud til festivaler, før de får biografpremiere.

I 2006 deltog i alt 186 danske filmtitler på internationale festivaler, og der blev sendt en film ud 857 gange i løbet af året. 92 spillefilmtitler blev vist ved i alt 227 internationale filmfestivaler og events. For kort- og dokumentarfilmenens vedkommende blev 94 filmtitler vist ved i alt 152 internationale filmfestivaler og events.

De 102 priser er, hvad der er registreret af Det Danske Filminstitut, men formentlig er der uddelt flere priser, som man ikke kender til, på mindre festivaler rundt i verdenshjørnerne.

For yderligere oplysninger: Det Danske FilminstitutChristian Juhl Lemche, 3374 3464, christianjl@dfi.dk Anne Marie Kürstein, 3374 3609, kurstein@dfi.dk Lars Fiil-Jensen, 3374 3559, larsf@dfi.dk