Danske Team Production bag film om retssagerne mod Milosevic og Hussein

Efter Slobodan Milosevics død, får dokumentarfilmen om retssagen mod ham en lidt anden afslutning end instruktøren Michael Christoffersen og producenten Mette Heide, havde regnet med, da de fik de eksklusive rettigheder til at dække og dokumentere denne historiske begivenhed bag kulisserne. Siden retssagen begyndte i 2002 har danske Team Production fulgt nøglepersonerne i sagen: anklageren, Milosevics forsvarer og hans serbiske rådgivere, og nu fortsætter de med at filme disse personer for at dække efterspillet efter hans død.

Producenten Mette Heide forklarer: "Hvem ville ikke gerne have været til stede under Nürnberg retssagen og have kunnet dokumentere det som filminstruktører har forsøgt at rekonstruere lige siden? Med denne pludselige afslutning på retssagen, er det endnu mere afgørende at offentligheden får indblik i, hvad der har fundet sted, og hvem der har været involveret".

Filmen, der forventes færdig til efteråret, har modtaget 600.000 kr. i støtte fra Det Danske Filminstitut. Team Production har også sikret sig de eksklusive rettigheder til at dække retssagen mod Saddam Hussein bag kulisserne. Siden september 2005 har den anerkendte spanske instruktør Esteban Uyarra fulgt begivenhederne i Bagdad og filmet hovedaktørerne fra forsvaret, det irakiske tribunal og det amerikanske hold, der assisterer retten. Dokumentarfilmen bliver opbygget dramaturgisk over det menneskelige drama i hovedpersonernes konfliktfyldte mål.

Filmen "Saddam on Trial" har foreløbig modtaget 250.000 kr. i udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut gennem konsulentordningen ved Michael Haslund-Christensen.

Esteban Uyarra har tidligere arbejdet i Irak, hvor han instruerede dokumentarfilmen "War Feels Like War" om en gruppe journalister under invasionen i 2003.

Michael Christoffersen har instrueret flere internationale dokumentarfilm bl.a. "Genocide: The Judgement" fra 1999 om retsopgøret i Rwanda. Mette Heide har produceret filmen "Liberace of Baghdad", der er instrueret af Sean McAllister og som vandt juryens særlige pris på Sundance Film Festival i 2004.

For yderligere oplysninger:

Mette Heide, Team Production, teamproduction@tdcspace.dk, 2042 6994
Det Danske Filminstitut, Louise Hagemann, louiseh@dfi.dk, 3374 3559