To priser til 'Bænken' i Lübeck

Pressemeddelelse06.11.2000
På de Nordiske Filmdage
i Lübeck, der blev afholdt 2.-5. november, vakte Per Flys spillefilm
'Bænken' begejstring. Filmen modtog ikke blot festivalens ældste pris,
Publikumsprisen, men også den attraktive NDR-Förderpreis, som den dog
måtte dele med den norske film 'Aberdeen' af Hans Petter
Moland.
Juryen understregede, at
valget af to film var helt bevidst: "To film med samme tema, der griber
det an på hver sin særegne måde. Begge gør et usædvanligt indtryk.
Debutfilmen 'Bænken' gør det med stor kraft, næsten dokumentarisk
autenticitet, en egen råhed, en fremragende hovedskuespiller og et stærkt
ensemble."
NDR-Prisen, der uddeles
til en nordisk eller baltisk spillefilm og ledsages af 25.000 DM, gik også
sidste år til en dansk film, Katrin Ottarsdóttirs film fra Færøerne, 'Bye
Bye Bluebird' og i de to forrige år gik Publikumsprisen til danske film. I
1997 til Søren Kragh-Jacobsens 'Øen i Fuglegaden' og i 1998 til Thomas
Vinterbergs 'Festen'.