Mit første skud går ud til et nyt stærkt initiativ: CPH:DOX har i år dokumentarfilm for børn (også de ret små) særskilt på programmet, både i Skoleprogram og Familieprogram. Hvor er det både rigtigt tænkt og befordrende for udviklingen af børnedokumentarer – så den ikke forfalder til tematisk småpjat eller banalt fortalte historier ... Både her i Danmark og internationalt er der ambitiøse filmmagere, der ikke føler sig begrænsede, men inspirerede af at skulle forfine deres kunnen til et kræsent, kompetent og udfordrende publikum. Flere af jer, tak! Et initiativ som dette er med til at vise lidt af, hvad I kan, og ikke mindst give børn mulighed for at se film, som ellers ikke når dem, men som rummer muligheden for unikke filmoplevelser. Flere af dem, tak!
Jeg glæder mig til at dele oplevelsen af verdenspremieren på Børnene på Silkevejen, en serie korte dokumentarer instrueret af Jens Pedersen, som følger fem børn, der hver især kæmper med at finde deres plads i livet. Arenaerne er eksotiske steder langs den gamle Silkevej, men historierne handler om identitetsskabelse, mod, drømme og ambitionen om at være sin egen. Følelser, som er universelle. Jens har en særlig evne til loyalt at se og nænsomt skildre børnenes sjæl – det er min påstand. Se, om du synes, jeg har ret.
Selvstændighed er også kernen i filmen Tungeskærerne. Sej titel. Vi taler om børn med store knive, der skærer tunger ud af ... torsk! De har en fest med hårdt arbejde, konkurrence og tjener store penge – ikke de værdier, dansk forældrekonsensus bekender sig til. Jeg kender Solveig Melkeraaen som en modig og humoristisk instruktør, og det bliver en fest at se filmen folde sit smukke Nordnorske univers ud på stort lærred, med en sal fuld af skolebørn, der bagefter får lov til selv at prøve kræfter med det specielle håndværk. Måske godt forældrene ikke er med ... Filmen er dansk koproduceret og støttet af Filminstituttet.
Det stålskarpe mod får et konkret og uhyggeligt fascinerende udtryk i På kanten af frihed. Urban explorers som Angela og Vlad er gjort af et andet stof, men hvad? Hvad er det, som driver dem helt derop og ud på kanten, hvor dødsforagten ser ud til at være det eneste, de har at holde fast i? Filmen om de to unge østeuropæiske urban explorers tager os heldigvis også med ned på jorden, hvor hovedpersonernes liv ikke er tilsvarende enkelt, og hvor grænsen mellem fodfæste og frit fald ikke er lige så skarpt defineret, men komplekst, og ikke altid kontrollabelt. Jens Lengerke og Anita Mathal Hopland har instrueret.
Spring til en anden must-see: Rigtig voksen af Anders Gustafsson. Jeg citerer DOX-programmet: "en nærværende og omsorgsfuld film." For det er præcis, hvad den er. Det står i skærende kontrast til hovedpersonen Xenias barndom, hvor netop nærvær og omsorg var så fraværende. Gustafsson fulgte hende som barn i filmen "Lille voksen" (2007), og nu får vi lov at møde Xenia igen, hvor hun selv skal være mor. Men der er urimeligt meget, som følger med, når man har omsorgssvigt med i bagagen. Og det sættes på spidsen, da Xenia føder i sjette måned: hospitalsindlæggelser, de sociale myndigheders tilstedeværelse og overvågen, svigtende selvværd og mangel på erfaring med, hvad det vil sige at skabe en familie. Gustafsson er filminstruktør af højeste karat med historier som denne, og det ved også Xenia, for ellers havde han ikke kunnet lave denne film.
The Girl of 672K er en hollandsk film om den talentfulde fotograf og instagrammer Annegin, 15 år. Jeg har fulgt Annegin et års tid, og hun er helt fantastisk. Hun har pr. dags dato 812.000 følgere – et dedikeret publikum, som mange filmmagere kun kan misunde, men hvordan føles det altid at rende rundt med et publikum i lommen? Min inspirerende kollega Katrine K. Pedersen, forfatter til bogen "Phono Sapiens" og ekspert i medietendenser, holder et oplæg efter filmen, som helt sikkert vil gøre mig klogere.
Jeg vil også nå at anbefale Rocknrollers, instrueret af Daan Bol, om tre hollandske teenagedrenge, der har et rockband – essensen af et ungdommens Ride to dreams, fame and freedom – men forsangeren rammes af en depression, og alt forandres. Skrøbelighed, ungdom, venskab og tvivl er gribende og modigt skildret. Filmen vises sammen med "Daughters of Reykjavik", som jeg ikke har set – og det skal jeg – om en hårdtslående islandsk rapgruppe bestående af 15 piger. Det kan da ikke gå galt?
