Alting bliver godt igen og Parterapi på dvd i august

Den 10. august udkommer Christoffer Boes thriller "Alting bliver godt igen" på dvd. Den 31. august gælder det Kenneth Kainz' komedie "Parterapi".

"Alting bliver godt igen" på dvd den 10. august

Christoffer Boes fjerde spillefilm "Alting bliver godt igen", der havde biografpremiere i januar, handler om filminstruktøren Jacob Falk (Jens Albinus), der flygter fra et selvforskyldt biluheld i frygt for konsekvenserne for hans kommende film og adoption af en lille søn. Dagen efter opdager Falk, at manden, han kørte ned, gemmer på en eksplosiv hemmelighed, som kan få vidtrækkende konsekvenser for hele landet.

Hemmelighedens alvor får Falk til at risikere alt i et forsøg på at få mandens historie ud til offentligheden - men intet er, som det ser ud til, for brikkerne passer ikke sammen i den thriller, Falk pludselig befinder sig i.

"Alting bliver godt igen" er produceret af Tine Grew Pfeiffer for Alphaville Pictures Copenhagen med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Læs også Lasse Kyed Rasmussens interview med Christoffer Boe og Jens Albinus i FILM#69.

parterapi-koekken_450
"Parterapi". Foto: Bjørn Bertheussen.

"Parterapi" på dvd den 31. august

Kenneth Kainz' komedie med Nikolaj Lie Kaas, Sidse Babett Knudsen og Søren Pilmark handler om Anders og Puk, der endelig har fået deres eget hus. Et håndværkertilbud, ganske vist, men man har vel lidt talent for at slå søm i – og ikke mindst en god ven, Bo, som gerne hjælper til.

Den lille familie må snart erkende, at de har købt et pilråddent hus, der skal have gennemgribende professionel håndværkerbehandling. Og for at få råd til den, må de leje Bittens kælderværelse ud. En lejer melder sig. Han hedder Ulrik og er parterapeut og kan, ud over at være en kærkommen lejer, hjælpe Anders og Puk med at glatte de ujævnheder ud, der uundgåeligt er opstået i kølvandet på deres forfejlede huskøb. Især Puks problemer er Ulrik meget opsat på at glatte ud.

"Parterapi" er produceret af Tomas Radoor og René Ezra for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.