Drømmerock og dansk stumfilm på CO2PENHAGEN

Det amerikanske indierockband Mercury Rev, der er kendt for deres eksperimenterende og storladne drømmerock, har komponeret musik til danske stumfilm og avantgarde-film, som de vil fremføre ved to koncerter til den CO2-neutrale festival CO2PENHAGEN 5.-6. september.

Filmhistoriker Michael Braae fra Det Danske Filminstitut har gravet filmene frem fra arkiverne og været i London for at se filmene igennem med bandet. Blandt de udvalgte danske filmklassikere er Carl Th. Dreyers "Blade af satans bog", Holger Madsens "Himmelskibet", A.W. Sandbergs "Klovnen", en række film med den danske stumfilmdronning Asta Nielsen og film fra en endnu ikke udgivet dvd med danske avantgarde-film fra 1940'erne.

Mercury Rev har komponeret musikken til filmene i samarbejde med en række gæstekunstnere, som også vil optræde til de to koncerter lørdag og søndag aften.

Festivalen giver også mulighed for andre unikke filmoplevelser, da Londons kortfilmsfestival SHORT & SWEET gæster CO2PENHAGEN og fremviser prisbelønnede kortfilm, eksperimenterende musikvideoer og undergrund-animationsfilm fra hele verden.

CO2PENHAGEN er verdens første musik- og kunstfestival, der får al sin energi fra vedvarende energikilder. Energien er lokalt produceret blandt andet ved hjælp af to generatorer, som kører på bioethanol og rapsolie samt solceller og cykler. Festivalen vil reducere energiforbruget til det halve af, hvad en traditionel festival ville bruge ved at benytte lavenergiteknologier fra Danmarks Tekniske Universitet som absorptionkøling, solceller og LED-belysning.

Festivalen finder sted på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby den 4.-6. september.

Læs mere på www.co2penhagen.com