Kulturministeriets afgørelse af Zentropas klage

DFI har d.d. modtaget Kulturministeriets afgørelse af Zentropas klage over DFIs afgørelse om ophævelse af skærpet tilsyn med Zentropa af 11. april 2016.

DFI har d.d. modtaget Kulturministeriets afgørelse af Zentropas klage over DFIs afgørelse om ophævelse af skærpet tilsyn med Zentropa af 11. april 2016. Kulturministeriet har truffet afgørelse om, at DFIs afgørelse af 11. april 2016 er "uden retsvirkning, idet det ikke er godtgjort, at høringsmanglen, der fandt sted ved tilkendegivelsen af 26. maj 2014 om indførelse af skærpet tilsyn, er blevet udbedret."

Kulturministeriets skriver i samme afgørelse, at "Kulturministeriet ikke herved har taget stilling til, om ministeriets afgørelse vil have betydning for konkrete sager", og at "Kulturministeriet skal bemærke, at ministeriet ikke med afgørelsen tager stilling til, om der var behov for at tage særlige forholdsregler i forhold til udbetaling af støtte til Zentropa, idet Kulturministeriet alene har kompetence til at behandle klager over retlige spørgsmål."

DFIs direktør, Henrik Bo Nielsen, udtaler i forbindelse med Kulturministeriets afgørelse:

"Det er en afgørelse, jeg selvfølgelig skal have lejlighed til at studere og drøfte med DFIs bestyrelse, men det er min vurdering, at udfaldet af de overvejelser næppe påvirker det fremadrettede sagsarbejde. På baggrund af en undersøgelse fra Deloitte fra foråret 2014 fandt DFI det nødvendigt at gennemføre skærpet kontrol med økonomistyringen ved Zentropas filmproduktioner. Dette er efterfølgende gennemført i et udmærket samarbejde med Zentropa, og resultatet er efter DFIs opfattelse, at Zentropa har styrket sine interne procedurer. I april 2016 erklærede DFI, at det skærpede tilsyn ikke længere var nødvendigt og beklagede samtidigt den oprindelige høringsmangel."

 

Kulturministeriets afgørelse (PDF)